Skaberværelset

Skaberværelset - byg, fix, reparer!

Skaberværelset er et rum for kreativitet og samskabelse

Skaberværelset finder du på 2.etage i Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus. Her finder du et frirum for kreativ udfoldelse og fællesskab.

Skaberværelset blev startet i 2016 som et samarbejde mellem det daværende Tingbjerg Bibliotek og Kunstakademiets Designskole. Her opstod et alternativt græsrodsbaseret makerspace, som stadig arbejder med det forhåndenværende og helt lokale, men som samtidig skuer ud af, og samarbejder med, alt fra designstuderende til forskere til foreninger og håndværkere.

Skaberværelset huser også Coding Pirates, som er et fritidstilbud for børn og unge drevet af frivillige, der underviser i teknologi i alle afskygninger.

I Skaberværelser finder du bl.a.

  • Maskinrum
  • Tegnestue
  • Kreaværksted
  • Udstillingsrum

Kreativt genbrugsværksted

Fra november til april går Natashas Genbrugsværksted i vinterhi i Skaberværelset. Natasha er en ægte tingfinder og en legesyg lokalkunstner, der altid får nye spændende idéer ud fra de ting hun finder på Nærgenbrugsstationen. Hendes motto er at genbrug skal være sjovt. Hver torsdag kl.14-17 laver Natasha genbrugskrea i skaberværelset og alle er velkomne til at komme forbi og hygge med.