Forfatterstafetten sendes videre i efteråret 2023

28.08.23
Forfatterweb skyder endnu en sæson af Forfatterstafetten i gang, og sender denne gang depechen rundt i både det danske og udenlandske

En slægtsroman på tværs af fortid og fremtid, Danmark og USA, et kærligheds-mysterie-drama med ADHD, en islandsk dystopi og en septologi in-the-making. Det er blot nogle af de bøger Forfatterweb tager under kærlig behandling i den nye og femte sæson af Forfatterstafetten.

Det er Forfatterwebs ambition at give bibliotekernes lånere og det litteraturbegejstrede folk i landets læsekredse en dybere indsigt i litteraturen og tankerne bag, når de på skift interviewer aktuelle forfattere og spørger dem, hvad der driver dem og hvad vil de gerne have, vi læsere skal opnå ved at læse deres bøger?

Ugentligt offentliggøres to nye interviews og du kan allerede nu høre Theis Ørntoft og Kamilla Hega Holst fortælle om hhv. "Jordisk" og "386" - to værker der er udkommet efter mange års hårdt skrivearbejde. 

Senere følger yderligere otte interviews. 

Hør de spændende interviews og følg stafetten på Forfatterweb 


Kort om årets forfatterne

Foruden Theis Ørntoft og Kamilla Hega Holst skal vi i stafetten også møde islandske Friða Ísberg der fortæller om sci-fi-dystopien "Mærket" og svenske Karolina Ramqvist der sætter flere ord på hendes inderligt intense autofiktion "Brød og mælk".

Vi møder også engelske Tessa Hadley, som er aktuel på dansk med "Fri kærlighed", hvori et begær mellem husets frue og en ung gæst i familien er det eksplosive udgangspunkt, og senere møder vi Joakim Garff, aktuel med "Solisterne", hvori H.C. Andersen og Søren Kierkegaard rejser sammen på en fiktiv rejse ned gennem Europa, og Sternberg, aktuel med "Fremmeddigte", som ifølge forlaget er "afvisende digte, som igen og igen prøver at skubbe verden og læseren væk". 

Asta Olivia Nordenhof får også anledning til at tale om "Djævlebogen", bind to i den bebudede septologi om Scandinavian Star, og Kenneth Bøgh Andersen fortæller om "Dracula genfortalt" der fuldender trilogien om gyserklassikere. 

I støbeskeen er også interviews med Luka Holmegaard, aktuel med "Havet i munden". 

Følg med på Forfatterweb 

 

Materialer