Hvad er klokken?

Fire Rigsdaler i bøde for ikke at følge med tiden

’Vi Friderich den Fierde, af Guds Naade, Konge til Danmark og Norge, ec. Giøre alle vitterligt, at Vi allernaadigst have for got befunden, at paabyde og anordne, saasom Vi og hermed paabyde og anordne, at udi indkommende Aar 1700. Februarii Maaned ey skal have uden 18 Dage, saa at næst efter den 18. Februarii skal tælles den 1. Martii’

I slutningen af 1600-tallet var den julianske kalender, som Cæsar havde indført i 45 f.Kr, efter hånden kommet 11 dage bagud i forhold til solåret.
I det meste af Europa havde man efterhånden indført den gregorianske kalender, som pave Gregor XIII lagde navn til i 1582. Men i Frederik 4.s protestantiske riger og lande havde man holdt fast i den gamle kalender. Og så alligevel ikke helt, for fra 1687 havde det været muligt at bruge begge sideløbende. 

Det gav problemer, fx når forretningsforbindelser på tværs af Europa skule blive enige om datoer for kontrakter, og allerede i slutningen af 1500-tallet havde Tycho Brahe forgæves forsøgt at få Danmark-Norge med på den gregorianske kalendervogn.

Men i 1681 var Ole Rømer vendt tilbage til fædrelandet og var blevet udnævnt til Mathematicus reguis, dvs. kongelig matematiker, og nu stod han i spidsen for en lang række reformer af mål og vægt. 
Og i 1696 skrev han så en afhandling om en reform af kalenderen, i 1699 udvidede han endda sine anbefalinger med et forslag om at lægge påsken fast på datoerne 5.-11. april. På den måde frigjorde man beregningerne af påskedatoerne fra månekalenderen, der var en arv fra den jødiske påske. Men det kunne dog hverken den katolske eller den protestantiske kirke i Europa tilslutte sig.

28. november 1699 underskrev Frederik 4. på Københavns Slot forordningen om de nye almanakker, der fastslog, at man i kongeriget skulle have en kalender, der fulgte solåret. Samtidig blev hyppigheden af skudår ændret, så de nu faldt i år, der var delelige med 100, men ikke med 400. Det betød, at når man vågnede dagen efter 18. februar 1700 ville det være 1. marts.

Forordningen tog sit formål ganske alvorligt; ’ alle Breve og Documenter efter denne Dag skal dateres … under fire Rigsdalers Straf i Kiøbstæderne, og en Rigsdalers Straf paa Landet’ og der blev sat trumf på, da kongen understregede, at

’Skulde nogen understaa sig, denne Almanakkens Forandring til nogen forsættelig Svig og Bedragerie i Breves og Documenters Datering at misbruge, da skal den Skyldige derfor efter Sagens befunden Beskaffenhed i høyeste Maader ansees og straffes’

Kirke-Klokke! ei til Hovedstaeder støbtes du

Den flittige digter Grundtvig skrev omkring 1845 hyldesten til kirkeklokken, der ikke kun ringede solen op og ned, men også i hans fortolkning indrammede menneskelivet.
I 1845 havde kirkeklokkerne for længst mistet monopolet på at fortælle, hvad klokken var. Men længe havde tid været noget man hørte, snarere end så. For de første tårnure havde ofte ingen visere, og senere havde mange ure på fx landsbykirker blot en enkelt viser. 

Det første tårnur i Danmark blev opsat i Ribe i 1401, og i København kom man med på moden i 1500-tallet. Man kom faktisk så meget med på mode, at der fra 1561 var mere end ét tårnur. Og så opstod problemet: Hvad var klokken? For urværkerne var ustabile og skulle i mange tilfælde indstilles dagligt. Det betød, at de ofte gik uregelmæssigt – og to ure var sjældent helt enige om tidspunktet. Magistraten i København besluttede i 1562, at det var Vor Frue Kirkes ur, der bestemte tiden i København. Nu kunne der bedre laves faste aftaler. København var den første by i kongeriget, der forsøgte sig med en fælles standardtid. 

Vor Frues status som opretholdes indtil 1585, som Poul Duedahl beretter i ’Gudhjemtid’:

’så slog lynet ned i kirketårnet… og byen henslæbte 12 år, indtil Helligåndskirken fik et ur, som viste sig lige så pålideligt.’

Og uret på Helligåndskirken havde tilmed hele fire urskiver, så nu kunne tidspunktet ikke kun høres, men også ses uanset, hvor man var i forhold til kirketårnet. Samtidig indførtes en vægterordning, så byens borgere om natten via vægternes råb kunne følge med i tidens fremskriden mod morgen og endnu en arbejdsdag.

Fra københavnertid til gudhjemtid

Urene bredte sig, på kirketårne, rådhustårne, i herregårdsstuer og i borgerlommer. Det gik fint i flere hundrede år. I købstæder og sogne var man nogenlunde enige om, hvad klokken var. Men det kunne knibe med at være enige med nabosognet eller på tværs af fx bælterne. Tiden blev fastlagt efter solens placering på himmelhvælvet, når solen stod højest, var klokken 12. Og det blev de lokale ure indstillet efter. 
Men på tværs af landet er der omtrent 30 minutters forskel på, hvornår solen står højest. 

Det gav problemer, da telegrafen gjorde sit indtog i 1854. pludselig oplevede ma, at et telegram afsendt fra København kunne nå Viborg før det var afsendt. Det gik ikke. Statstelegrafen begyndte at udsende et signal hver dag, som telegrafstationernes ure blev stillet efter. Men lokalt kunne tidspunktet godt være et andet, end det, som uret viste på telegrafstationen. Og som Poul Duedahl skriver ’det skulle blive værre endnu’. 
For postvæsenet ville ikke stå tilbage, men også have sin egen tid, så køreplanerne for postvognene nemmere kunne fastlægges. Og den tid var ikke landsdækkende, men lagde 10 minutter til i Jylland, for at tage hensyn til den vestlige beliggenhed.

Og så kom jernbanen.

Det skabte krav om nøjagtighed. Passagererne ville vide hvornår togene gik. Lokomotivførerne havde brug for at vide, præcis hvor og hvornår de skulle passere andre tog. Men undervejs over Sjælland fra København til Korsør kunne man opleve, at hver station havde sin egen tid.  Og i 1866 blev det endeligt besluttet, at både køreplanerne og post-tiden skulle følge københavnertiden, som telegrafvæsenet allerede gjorde. I telegrafvæsenet, postvæsenet og hos jernbaneselskaberne var tiden nu den samme. Men rejsende kunne stadig opleve, at man lokalt brugte en anden tid, for det stod frit for, om man fortsat ville stille sit ur efter solen.

Først i 1880 blev der fastlagt en fælles statstid. Den såkaldte københavnertid blev fastlagt af observatoriet ved Østerport i København og kunne ses på et hovedur der. For selvom man i Sverige havde lagt længdegraden som det punkt, der fastlagde tiden, så var man i Danmark ikke helt klar til, at det skulle være Bornholm, der var det tidsmæssige midtpunkt i kongeriget.
Det skete først i 1893, da Danmark kom med i den mellemeuropæiske tidszone, der er en time foran nulpunktet i Greenwich. 

Sommertid er sparetid

Det er en populær historie i Nordamerika, at Benjamin Franklin opfandt sommertid allerede i slutningen af 1700-tallet. Den stammer sandsynligvis fra et ironisk indlæg, han skrev i Journal de Paris i 1784 til de nattebegejstrede parisere, hvori han forsikrede dem, at

’han (solen) skinner så snart han står op. Jeg er overbevist om dette. Jeg er sikker på dette faktum. … Jeg så det med mine egne øjne’.

I indlægget skrev han, at han var klar over, at resten af Paris - på samme måde som han - sov længe og ingen anelse havde om, hvornår solen stod op. Og så foreslog han, at man stod op med solen for at spare vokslys.

Det blev naturligvis ved spøgen. Byboerne foretrak nattestunden fremfor morgenstunden.

Men i 1916 traf den tyske kejser en beslutning om at stille urene en time frem for at udnytte sollyset bedre. Første Verdenskrig rasede, og flere lande i Europa så fordelene ved at kunne og spare brændsel til belysning. I Tyskland blev sommertiden afskaffet igen i 1919, men i Frankrig fastholdt vedblev man indtil 1945.

Også i Danmark blev sommertiden indført i 1916. Søndag 15. blev urene stillet en time frem, og københavnerne stimlede sammen på Rådhuspladsen for at se, om tårnuret på rådhuset kunne gøre det, som deres egne vægure ikke kunne: Blive stillet en time frem uden at være nødt til at slå alle timeslagene for ikke at bringe kludder i mekanikken. Avisen Social-Demokraten kunne heldigvis berette, at rådhusuret viste

’sin kolossale Overlegenhed over alle Byens smaa Vægure ved at kunne slaa 12 uden først at slaa 11.’

Sommertidseksperimentet blev dog kort, kun ét år skulle danskerne huske, at stille urene frem sammen med sommermøblerne. I 1940 blev sommertiden genindført, da alle de besatte lande i Europa blev synkroniseret med tysk tid. I Spanien - der ikke var besat – gik Franco endog et skridt videre og stillede landets tidszone rem med to timer, så man var på tysk tid.

Fire år efter befrielsen blev sommertiden igen afskaffet, og det var endnu en krise – oliekrisen i 1970’erne – der igen gjorde ideen tiltrækkende. Fra foråret 1980 blev sommertiden genindført og selvom den til stadighed debatteres, så stiller vi igen i år urene frem 31. marts.  Havemøblerne venter måske på mere solrige dage, før de dukker frem fra skurene.