Rikke på Krimimessen: Alice Feeney-møde og uhyggelig meget domestic noir

19.04.23
Krimiredaktør Rikke besøgte årets Krimimesse i Horsens og fik sig blandt andet en snak med britiske Alice Feeney, som er højaktuel med domestic noir-thrilleren 'Hans og hendes'.

Forårets Krimimesse: Et lyspunkt i mørket

Alt hvad der kan kravle og gå af krimiforfattere var i Horsens i weekenden 25.-26. marts – inklusiv nogle ret store internationale navne: Elly Griffiths, Ann Cleeves, Ragnar Jonasson, Jonas Häggström og Alice Feeney. Selv havde jeg fornøjelsen af at snakke med Alice Feeney for at finde ud af, hvor langt man kan gå som forfatter med plottwists, og vi talte desuden om, hvad hun lægger vægt på i en krimi. 

Feeney er en produktiv forfatter. Hun har udgivet 5 bøger i England inden for de sidste 6 år, hun skriver krimier med plottwists, som ifølge hende selv ALDRIG kan blive for vilde. Feeneys nyligst oversatte krimi, 'Hans og hendes', er faktisk den første, som forfatteren skrev, og den står hende derfor meget nær;

”His and Hers came first for me, and it was my favorite book to write, actually.”

Feeney tilføjer at hun, da hun skrev den, ikke forlod sit hus i tre måneder – og det var før corona - fordi hun var faldet pladask for historien – hun var faldet i svime over karaktererne og over, hvad det kunne blive til. Så på mit spørgsmål om, hvad der betød mest for hende, når hun skrev, svarede hun, at det helt og holdent var historien, det handlede om for hende – resten, sprog osv., var sekundært.

Og hvad handler ’Hans og hendes’ så om? Den handler om Anna Andrews, der arbejder som reporter for BBC News. Stationens faste nyhedsoplæser skal på barsel, og Anna overtager derfor tjansen som oplæser, og hun elsker det - men den barslende nyhedsvært kommer tilbage, og Anna havner igen - imod sin vilje - som reporter ude i marken. Hun bliver sendt til en lille søvnig by, Blackdown (bare navnet….) for at dække en sag, hvor en kvinde er blevet myrdet. Kvinden kender hun, efterforskeren Jack Harper kender hun også, og pludselig er alt ikke, hvad det ser ud til at være. ’Hans og hendes’ er svær at lægge fra sig, for der dukker hele tiden nyt op. Heldigvis er den nem at holde styr på, og man sidder som læser og nyder plots, cliffhangers, flashbacks, alt(!), da den her krimi klart er en af de bedre af slagsen. 

Plots: Hvordan endte vi her!?

Ingen domestic noir uden mange og store plottwists. I denne genre bruger forfatteren ofte det greb at lade os tro, at historien er på vej til venstre, mens den i virkeligheden har kurs stik mod højre. Desuden bruges tricket med forskellige fortællere eller flashbacks ofte. Hvor de nordiske krimier har et samfundsmæssigt fokus, og de almindelige psykologiske krimier måske fokuserer på karakterernes psykologiske udvikling, så handler domestic noirs oftest om de private og tætte relationer. Og derfor bliver man også tit ramt stærkt under læsningen. Genren går tæt ind på fx hustruvold, familiehemmeligheder, løgne, indespærring, forsvundne personer og paranoia - og uhyggen i det private kommer således ind og rykker dig gevaldigt rundt - og så er der jo gerne de mest vanvittige plottwists!

De utroværdige hovedpersoner og historien

I Feeneys bøger - og i den nye bog, vi talte om - er de utroværdige hovedpersoner på spil sammen med en hulens masse hemmeligheder. Som nævnt er historien det vigtigste for Feeney, selvfølgelig tilsat nogle gode twists. Men karaktererne er også vigtige for hende. En karakter kan ændre sig og være én person overfor forældrene, men en anden person overfor kæresten. At hovedpersonerne går rundt og skjuler noget er jo bare spændende.

“I tend to either fall in love with the idea for the story, or what I think might be a great twist.”

Heldigvis arbejder Feeney ikke ud fra et bestemt skema eller en tjekliste, hun foretrækker at arbejde med en ny historie hver gang og med nye hovedpersoner – det, at hver historie er noget nyt for hende selv, gør det sjovere for hende at være forfatter. Og som læsere kan vi altid forvente noget, som ikke ligner det forrige.

Hvad anbefaler Feeney, at man læser?

Alice Feeney anbefaler Agatha Christie, krimimoderen over dem alle. ’And then there were none’ (oversat til ’Der var ti, der var ni’), som Feeney mener er The Queen of Twists, og i den nyeste krimi 'Daisy Darker' fra forfatteren selv er der tænkt på Christie. Vi kan kun håbe, at den bliver hurtigt oversat. 

Hvis du ikke har læst Feeneys bøger, kan du reservere dem her: 

Nyt fra domestic noir-genren. Dyk ned i flere plottwists, flere hemmeligheder og skummelheder:

Ekstranummer! Psykologiske thrillere:

Og lige en sidste ting: Er du ikke allerede tilmeldt nyhedsbrevet om alle vores nyeste krimi-indkøb? Du kan gøre det på nedenstående link.

Vil du slå ihjel for en god krimi?

Så tilmeld dig nyhedsbrevet Førstevælger og vælg "Nye mordsager og nervepirrende thrillers"

Så tilmeld dig nyhedsbrevet Førstevælger og vælg "Nye mordsager og nervepirrende thrillers"