Utroskab, ventesorg og japanske svigermødre

22.11.22
Bladene falder, efteråret synger på sidste vers, og Bog-slabberas nynner med.

Årets sidste Bog-slabberas på Sydhavnens Bibliotek bød på litteratur i verdensklasse, countrydronninger og pandemier. Vi var omkring japanske svigermødre, lyrisk ventesorg, og utroskab - der var NÆSTEN noget for enhver smag. Læs med og bliv inspireret til gode læsestunder, som også sagtens kan læses over vinteren. Anbefalet af  litteraturformidlerne Anja og Lene - God læselyst.

"Løb, Rose, løb"

Den unge smukke AnnieLee Keyes drømmer om at slå igennem på den amerikanske countryscene og tage verden med storm, men det bliver en ujævn vej til toppen, selvom hun får hjælp og støtte af den pensionerede countrylegende Ruthanna Ryder og den unge flotte guitarist Ethan Blake. For AnnieLee har mere en et lig i lasten og trods hendes ukuelige væsen og stærke ambition, så haler fortiden ind på hende stærkere end en hest kan rende. En spændende og underholdende bog om country, musikbranchens grimme ansigt og stærke kvinder, der altid brygger på en verselinje, for ægte sangskrivere sover aldrig og går heller aldrig rigtigt på pension. 
Et fabelagtigt match mellem USA's country-girl nr. 1 Dolly Parton og bestsellerforfatteren James Patterson. Og har du ikke fået country nok, kan du lytte til bogens soundtrack ”Run, Rose, run”, som Dolly står bag. 
 

"Roadtrip" 

Elefanten i rummet, eller nærmere på bagsædet af verdens mindste bil. Addie er med sin søster på vej til bryllup i Skotland, da en Mercedes brager ind i dem og totalskades. Den blev kørt af Addies ekskæreste Dylan og inden hun får set sig om, er han og hans irriterende ven, og al deres bagage pakket sammen på bagsædet af hendes lille minibil…
Det bliver en følelsesmæssig rutschebanetur, hvor de hver især ser tilbage på deres første møde og samtidig må spørge sig selv om kærligheden nu også er helt forbi?
 

"Memorial" 

Benson og Michael er kærester. Ben er afroamerikaner og Mike har japanske rødder, de bor i Houston, Texas. Ben arbejder som pædagogmedhjælper og har et særligt stærkt forhold til drengen Ahmed, mens Mike arbejder som kok og har et særligt stærkt forhold til sin frihed. De to har været sammen 4 år og forholdet har på det seneste været under pres. Da Mikes mor Mitsoku kommer på besøg fra Japan, vælger Mike 1 døgn senere at rejse til Japan for at være sammen med sin alvorligt syge far. Vi følger de to mænd og får i tilbageblik udfoldet de dele af deres opvækst, der har kompliceret deres følelsesliv og relationer. Bryan Washingtons fik tre af de vigtigste debutantpriser i USA, da han udgav ”Memorial”, der blev kåret som en af årets bedste bøger i 2020, da den udkom. En samtidsroman om hvad det er, der binder os sammen med de mennesker, vi elsker.
 

"Papirslottet" 

Vi følger Elle i et afgørende døgn af hendes liv. Elle står overfor et stort og umuligt valg mellem to mænd hun elsker højt. Historien fortælles i flashback med døgnet som ramme. For hvert kapitel lægges flere nuancer til fortællingen om Elles liv, der har indeholdt dramatiske begivenheder, tab, kærlighed, hemmeligheder og løgn. Det er en barsk historie om at vokse op i en dysfunktionel familie i 70’erne og 80’erne. En fortælling om stærke kvinder der alligevel bliver misbrugt, om utroskab, incest, rodede forhold og sex. Det er også en historie om mødre, søstre og stedet de vokser op sammen, i huset ved søen på Cape Cod.
 


"Uglens øje" 

Der er to intense spor i Sissel-Jo Gazans nye spændingsroman ”Uglens øje”. Det første drejer sig om den 13-årige Solvejs forsvinden - en sag der bliver lagt i hænderne på politimanden Søren Marhauge. Det andet spor handler om det antidepressive middel Trimixal, der bliver produceret af SaxPharma ledet af Tonny Enggaard, og Trimixals angivelige årsag til et mystisk dødsfald. Farmakonomen Sille er ekstra interesseret i Trimixal, da både hendes mor og bror tager præparatet. Bogen er utrolig spændende og har Gazans karakteristiske videnskabstema indlejret, og så er der et rigt persongalleri, som man uvægerligt kommer til at savne, når man lukker bogen. Hvis Søren Marhauges navn lyder bekendt, så var han også hovedpersonen i ”Dinosaurens fjer” og ”Svalens graf”. En roman om hvor langt vi vil gå for at passe på de mennesker vi elsker, og hvad vi vil ofre for et bedre liv. 

"Station 11" 

Hvad nu hvis? Hvad nu hvis der lander et russisk fly i New York, og alle om bord er smittet med en influenza som slår alle i ihjel indenfor 48 timer? Hvad er det for et samfund vi står med efter en verdensomspændende pandemi, hvor alt er ødelagt? Hvad er vigtigt? Det søger forfatteren at svare på i denne aktuelle historie. Den handler om savn, (Helvede er fraværet af de mennesker man længes efter) nye begyndelser, kampen for at videreføre civilisationen. Både den ydre, men også den kulturelle og sociale civilisation – for overlevelse er ikke nok. Hvad nu hvis 99% af verdens befolkning dør. Og hvad hvis du ikke gør? 
 

"Et sted at være mor fra" 

Joakim Kruse Lykkes bog er en digtroman om vente-sorg, den sorg, der er forbundet med at være pårørende til en uhelbredeligt kræftsyg mor, hvor alt bliver et spørgsmål om, hvor lang tid der mon er tilbage, og hvor man kan være mor fra undervejs - og måske også søn. Romanen er skrevet meget smukt og præcist samtidig med, at den også efterlader plads til noget ordløst, famlende og svært begribeligt. De mange halvblanke sider indikerer, at der er noget, der slet ikke kan formuleres - en tomhed, der også bliver efterladt i læseren. 
I romanen er der tilbageblik til naturoplevelser, fælles erindringer og historier, som rummer det levede og levende liv mellem mor og søn midt i den terminale sygdom. Sådan et liv har der også været, og den mor har også fundet sted. En vigtig og smuk roman om at miste og være i sorg. Læs den og anbefal den til andre! 
 

"Ting jeg ikke vil vide" 

En kvinde i midtvejskrise, så stor at hun græder, når hun kører op ad rulletrapper. Selvom det er vinter, så tager hun til Mallorca, kravler op på et bjerg med sin bærbar og forsøger at skrive sig ud af krisen og finde sig selv. Det sker i tilbageblik på barndommen i Sydafrika i 60’erne, hvor hun vokser op i en hvid familie der støtter ANC, og Eksilet i London, hvor forfatterdrømmen for alvor blomstrer. Deborah Levy skriver, så man selv får lyst til at skrive en bog, smukt og poetisk. Det er knivskarpt, og hun har som få et blik for alle de små kortslutninger som livet består af - alt det vi bærer med os, alle de ting vi ikke vil vide.