Kirsten Thorup er debutant og udsætter man hendes digte for den velvilje debutantprodukter vel nok har krav på, kan der findes adskillige smukke iblandt. Især i det første afsnit, hvor en lidt kortere form, en strammere komposition er en udfordring hun lever op til. Det andet afsnits lidt længere digte stiller hende over for krav om disposition og variation, som kun en erfaren lyriker kan overse. Man sporer en vis erfaring med sprog, en sans for at holde digtene fast i en status af ubestemthed, som får dem til at udlade sig særdeles effektivt. En pæn debut. Pæn uden at være helt overbevisende om talentets holdbarhed