Spil, gaming og teknologi

Intro til bordrollespil

Tid
17:30 - 19:30
Pris
Kræver tilmelding, men: Gratis
Sted
Vesterbro Bibliotek og Kulturhus
Lyrskovgade 4,
1758 København V
Krearummet på børnebiblioteket (1. sal)
En aften for nysgerrige, hvor vi viser, hvordan man spiller bordrollespil – især fra 10 år og op

Prøv at spille bordrollespil med Morten og Troels fra Dicework. Vi sidder om et bord med venner eller familie, terningerne triller, og sammen bestemmer I hvordan historien går. Vi behøver hverken skærm eller strøm, kun papir og terninger og en gakket fantasi.

 Rollespil er blevet mere og mere populært de senere år, men det kan være svært at finde ud af, hvor man skal starte.  Det er ikke blevet nemmere, hvis man gerne vil spille på dansk. Drager og Dæmoner et godt sted at begynde. Det er den danske udgave af Dragonbane, som bygger på det klassiske svenske rollespil Drakar och Demoner. Reglerne er enkle at det passer til nye spillere, børnefamilier og garvede eventyrere.

Det skal vi lave:

  • Vi forklarer, hvad rollespil er, og hvordan et spil foregår
  • Vi går igennem, hvad du skal bruge: terninger regler osv.
  • Vi spiller et kort eventyr

 Den primære målgruppe er fra 10 år og op – Troels og Morten svarer på spørgsmål for både børn og voksne. Ingen erfaring kræves – du skal bare have lyst til at lege verdens sejeste leg.

 Et kort eventyr kunne starte sådan her:

 Troels, jeres spilleder, lægger terningerne fra sig og læner sig ind over bordet:

"Faklerne blafrer. Dragen brøler, så klippevæggene ryster, og foran jer kravler noget sort og hvæsende op fra dybet. I er fanget mellem dæmoner på den ene side og en drage på den anden.

Krigerne står side om side med sværdene trukket, og Elvira, jeres troldmand, kan mærke magien prikke i fingerspidserne. Men hvor er Ravn Sølvfinger?  Tyven, der fulgte med jer fra kroen og lovede at kende en hemmelig vej ud af bjerget, er forsvundet. Det er jeres guldpung også."

Der bliver helt stille om bordet. Elviras spiller bladrer febrilsk i sin liste over besværgelser, og en anden griber ud efter terningerne.

Spillederen smiler og siger: "Hvad gør I?".

En del af Game On

Game On er en ugelang spilfestival, som skaber nye oplevelser med spiluniverser gennem leg, samvær og kreativitet. Vi gamer på computeren, spiller brætspil og hylder de virtuelle verdener, der inspirerer os, kickstarter vores kreativitet og lader os lege lidt længere.​ 

Game On kan i år opleves i Kildevæld Kulturcenter, Grøndal Multicenter, Kulturstationen Vanløse, Spillaboratoriet i Valby Kulturhus, BRØK, Osramhuset, Nørrebrohallen, Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus, Vesterbro Bibliotek og Kulturhus og Sydhavnens Bibliotek.

Se hele programmet