Foredrag og debat

Foredrag med Hanne Fabricius om Globale kvindefortællinger i Danmark

Tid
19:00 - 21:00
Pris
Billet via Billetto: Gratis
Sted
Vesterbro Bibliotek og Kulturhus
Lyrskovgade 4
1758 København V
Hør forfatter og arkæolog Hanne Fabricius præsentere sin seneste bog, ”Globale kvindefortællinger i Danmark”, hvor 21 kvinder fra hele verden kommer til orde.

Foredraget giver et kulturhistorisk øjebliksbillede af, hvordan det er at være kvinde med en anden eller en ekstra etnisk baggrund end dansk i Danmark 2024-2025. Selv om flere har voldsomme historier med i bagagen, piver de ikke. Tværtimod står de op for sig selv og er fast besluttet på at være her og bidrage med alt det, som de kan. De tilhører det store, tavse flertal, som vi sjældent hører om, fordi politikerne og medierne ikke mener, at de er interessante nok til at blive draget frem i fortællingen om ”de fremmede”.

Inklusive Rigsfællesskabet kommer kvinderne fra vidt forskellige egne af verden. Nogle er efterkommere af mennesker, som kom til landet for flere generationer siden, andre er immigranter, flygtninge, børn af flygtninge eller dansk gift.

På tværs af etnicitet, kultur og politisk ståsted fortæller de interviewede kvinder om, hvordan de oplever dét at bo og leve i Danmark samt om mødet med den danske kultur.

Som et ekstra krydderi afsluttes hver kvindehistorie i bogen med en eller to opskrifter fra kvindernes familiekøkkener. For når vi mennesker går igennem porten til sansernes land, bliver vi gerne nysgerrige på hinanden i stedet for fordomsfulde, fordi der er intet som verdens mange køkkener til at bygge broer mellem klodens forskellige kulturer.