Foredrag og debat

Sine Plambech i samtale om ’Global sex’

Tid
19:00 - 21:00
Pris
Billet: Gratis
Sted
Vesterbro Bibliotek og Kulturhus
Lyrskovgade 4,
1758 København V
Toves Rum, voksenbiblioteket i stueetagen
Oplev Sine Plambech og Jelena Seidel i samtale om bogen ’Global sex’ og de mange perspektiver i sexarbejde. Den anerkendte bog formidler forskning, fortællinger og kærlighedsrelationer på forbilledlig vis, og i aftenens samtale sat i relation til sexarbejderscenen på Vesterbro.

Vesterbro Bibliotek og Kulturhus danner rammen om denne samtale om sexarbejde, der traditionelt mest er foregået i den anden ende af Istedgade. Vi sætter scenen lokalt i sexarbejdermiljøet, men samtalen vil også kredse om de globale tråde og mekanismer, der er på spil. Den anerkendte antropolog og forfatter Sine Plambech diskuterer vilkårene for sexarbejdere med Jelena Seidel, der er politisk konsulent for The Red Van.

Bogen ”Global sex – Hvad sexarbejdere ved om kærlighed og kapitalisme” er et hovedværk i nyere forskningsformidling og har blandt andet vundet Jyllandspostens Litteraturpris 2024 og Uddannelses- og Forskningsministeriets Kommunikationspris 2025. Bogen giver et for mange unikt indblik i kvinder fra hele verdens vej gennem sexarbejde, kærlighed og familieliv.

Sine Plambech er antropolog, forfatter og filmskaber. Hun er ansat ved DIIS og især kendt for bogen ’Global sex’ og filmene ’Hjertelandet’, ’Becky’s Journey’ og ’Trafficking’. Plambech skriver klummer for bl.a. Politiken, The New Yorker og Le Monde. Er aktuel med filmen ’Rescue’ om migranter til havs. Jelena Seidel er politisk konsulent for og grundlægger af The Red Van, hvor frivillige arbejder aktivt for bedre vilkår for sexarbejde ved at stille en ombygget, rød varevogn til rådighed på Vesterbro. 
Her kan du læse mere om The Red Van.