Mød børneværten Mille

Mit favoritområde på LÆS er bogstavkilden

Jeg synes det er smart at man både kan hoppe ned i bogstaverne, klatre på klatrevæggen og skrive sit eget navn.

En bog fra barndommen

Jeg læste meget som barn og var specielt optaget af fantasy. Generelt var jeg glad for bøger, der havde et kort over et fiktivt land i starten. Jeg husker specielt at læse alle Harry Potter bøgerne forfra, hver gang der udkom en ny bog i serien. Men jeg var også glad for Den Uendelige Historie, Det Gyldne Kompas og Skammerens Datter.

Den bedste bog fra hylden

Hvis man har børn mellem 3-6 år, vil jeg anbefale ’Lille Monster og Store Monster’ serien af Kalle Güettler, Rakel Helmsdal og Áslaug Jónsdóttir. Specielt er bogen ’Store monstre græder ikke’ virkeligt fin. Serien handler om de to monstervenner, der næsten altid bliver uvenner. Der er store følelser på spil og bøgerne kan åbne op for samtaler med børn om fx jalousi, vrede og venskab.

Milles tips til højtlæsning

Mit bedste råd til at fastholde opmærksomheden under læsningen er at benytte sig af redskaber fra dialogisk læsning. Dialogisk læsning handler om at have en dialog med barnet, imens man læser en bog i fællesskab. Her får børnene positive læseoplevelser og får styrket sproglige og kommunikative evner. Samtidig bliver læsningen sjovere, fordi barnet ikke skal sidde- og være stille, men gerne må bevæge sig rundt og fortælle med på historien.

Børnevært og meget mere

Jeg er uddannet cand.mag. i dansk litteratur og har en tillægsuddannelse i journalistisk formidling. De sidste par år har jeg arbejdet som børnelitteraturformidler, hvor jeg har lavet en masse spændende børnekulturprojekter og arbejdet med litteraturformidling til skoler og institutioner.

Når jeg ikke er på LÆS laver jeg litteraturarrangementer til børn på Hovedbiblioteket. Når jeg ikke er på arbejde, er jeg glad for at bruge byens kulturtilbud, gå til yoga og løbe ture i Fælledparken.