Lån en naturgrejstaske
Nu kan I låne helt nye grejtasker fyldt til randen med udstyr og inspirationsmateriale, der gør det sjovt og lettere for alle børn og børnefamilier at gå på opdagelse i den danske natur.
Om naturgrejstasken
Biblioteket er ikke kun en indgang til litteraturen og kulturens verden.
Biblioteket kan også være udgangspunktet for sjove naturoplevelser for hele familien. Derfor har vi nu fået en helt ny taske, der er propfyldt med forskelligt naturgrej og -udstyr, og som man kan låne med hjem og som gør det sjovt og lettere for børnefamilier at gå på opdagelse i den danske natur. Vi kan anbefale en tur gennem Karens Minde Aksen, Økohaven eller på Tippen!
Tasken indeholder blandt andet forstørrelsesglas, insektsugere, undersøgelsesbakker, spil og bøger med fokus på dyr og planter. I tasken får I også helt eksklusivt forpremiere på Morgenthalers nye bog om skovpigen Kastanje. Der er således noget for enhver smag og alle kan være med uanset naturerfaring!
VILD fra Danmarks Naturfredningsforening
Børn i dag kommer meget mindre ud i naturen, end deres forældre og bedsteforældre gjorde. Det er synd, for naturen øger børns trivsel og styrker deres selvværd, motorik, indlærings- og koncentrationsevne. Danmarks Naturfredningsforening arbejder for at bringe børn tættere på naturen. Så mange flere børn begejstres af naturen - og får lyst til at udforske og passe på den.
Derfor har de, med deres børneunivers VILD, produceret en ny grejtaske, så flere børnefamilier kan komme ud og opleve naturen tæt på.
Målet er at give børnefamilier lyst og inspiration til at komme mere ud i naturen. Noget vi selvfølgelig bakker op om på Sydhavnens Bibliotek. Og vi glæder os til at hjælpe lokale børnefamilier ud i naturen.
Grejtaskerne indeholder:
- 2 undersøgelsesbakker
- Dåselup
- Forstørrelsesglas
- Frimærkelup
- Grøn Junior-kikkert
- Ildstål
- Fiskenet
- Naturbingo dug/plakat
- Guidebog med dyreatlas og aktiviteter
- Kortspillene Biotopia og Fuglenes Verden
- Bog: Anders Morgenthalers nyeste børnebog ”Kastanja-Dronningen flytter”
- Bog: Thomas Neumann og Jan Solheim – “Ida og Skipper på tur med lillebror”
- Plakat: 99 arter
Kontakt
Har I fået lyst til at låne en naturgrejstaske? Taskerne kan lånes en måned ad gangen. Kontakt biblioteket for at høre nærmere.
- Kontakt Cæcilie: ng0k@kk.dk
- Kontakt Nicolas: ed3e@@kk.dk
Grejtasker, fra Danmarks Naturfredningsforening, kan nu lånes på flere end 100 biblioteker i hele landet. Klik her for se en oversigt over, hvilke andre biblioteker der udlåner grejtasker.