Sprogets start
Sproget starter ikke med det første ord, som man ellers kunne fristes til at tro. Allerede før barnet er født og umiddelbart efter fødslen foregår en vigtig sproglig udvikling, som du kan læse om her.
Under graviditeten
Sprogudviklingen starter allerede under graviditeten. Egentlig er der ret stille i livmoderen, og barnet kan ikke høre specifikke ord eller forskellen på a og b. Men sprogets rytme og tonegang trænger igennem, og på den måde kan barnet tune sig ind på sprogets musik og genkende sit (eller hvis barnet er flersproget: sine) modersmål bare to dage efter fødslen. Barnet kan også genkende sange og historier, som moren har læst højt i graviditetens sidste trimester, og barnet vil foretrække at lytte til disse frem for nye af slagsen.
Efter fødslen
Efter fødslen er øjnene det vigtigste for sprogudviklingen. Øjenkontakt spiller en stor rolle, fordi det skaber grundlag for interaktion med andre mennesker. Samtidig bruger barnet øjnene til at følge blikretning, så det kan kigge på de samme ting som andre. På den måde er barnet hurtigt i gang med at lære, at en stol hedder ’stol’, fordi voksne peger og navngiver ting i omgivelserne. Børn, der er dygtige til at følge voksnes blikretning, har derfor også større ordforråd senere i livet.
Sådan kan I læse
Fordi øjne og interaktion er så vigtigt, er det en god idé at læse bøger med elementer, som kan fastholde barnets opmærksomhed. Det kan være bøger med flapper, følelementer, huller eller noget helt fjerde.
Brug bøgerne som udgangspunkt for leg snarere end traditionel læsning. Barnet må gerne bladre frem og tilbage, gumle på hjørner, kigge gennem huller – endda vende bogen på hovedet. Det er guld værd for sprogudviklingen, så længe I har det sjovt, og du taler om, hvad I laver.