Lektørudtalelse

Forfatter: Ingrid Jensen

Når denne bog fastholder sin læser fra først til sidst, er det ikke blot på grund af et fængslende forløb, men fordi man sprogligt og indholdsmæsssigt drages ind i hovedpersonens, jeg-fortællerens komplicerede tilværelse. Mercy er en vred, ung og bange teenager, vred, fordi hun må påtage sig voksenrollen i familien: mor og moster - bange, fordi hun frygter overgreb af mosterens kæreste, som de er økonomisk afhængige af. Mor på randen af en depression, moster i alkoholmisbrug, fattigt, elendigt, håbløst. Mercy er en outsider og vil også være det. I smertelig erkendelse af situationen ejer hun dog en enorm kraft og vilje til protest, passer skolen og et job i en butik, men hvor har hun svært ved at modtage venskab, varme og tillid, når erfaringen er svigt og mobning. Der er fremragende beskrivelser af personer, miljøer og situationer på godt og ondt, og i al sin barske realisme også bevægende passager, af og til en overraskende vending og endelig nogen, der træder til og bare er medmennesker. En bog, der rører og rykker ved læseren, ved følelser og fordomme. Et godt læsetilbud til 8.-10. klasse