Lektørudtalelse

Forfatter: Kirsten Emdal

Anvendelse/målgruppe/niveau

Denne bog henvender sig både til fans af georginer og til kunst- og kulturinteresserede personer

Beskrivelse

Bogen er blevet til efter en af Søren Ryge Petersens haveudsendelser, hvor han havde besøg af kunstneren Maja Lisa Engelhardt i sin have. De har en fælles passion for georginer, og dette førte til at Maja Lisa Engelhardt udførte et kunstværk af blomsterhoveder fra georginer - inspireret af B. S. Ingemanns Der står et slot i Vesterled på Søren Ryges gårdsplads. Dette forgængelige kunstværk blev i de efterfølgende 14 dage fotograferet af friskolelærer Cathrine Becher, og det er hendes mange flotte farvefotos, som illustrerer bogen. Derudover har seks kvindelige forfattere hver skrevet en tekst mere eller mindre konkret inspireret af billederne: Suzanne Brøgger, Karen Fastrup, Ida Jessen, Josefine Klougart, Hanne Marie Svendsen og Pia Tafdrup. Dertil kommer nogle ældre tekster, der behandler naturens gang og altings forgængelighed. Bogen sluttes af med Ingemanns digt. I forordet af Søren Ryge Petersen fortæller han om ideen og historien bag bogen

Sammenligning

Dette er ikke en havebog om georginer i traditionel forstand. Hvis man søger dette, så udkom der den udmærkede bog Georginer skrevet af Arne Skytt Andersen i 2004

Samlet konklusion

Det er en sjov ide, som har ført til bogens tilblivelse. Det er et lille - men flot - værk, hvor det primært er de flotte fotos af blomsternes forgængelighed, som springer i øjnene