Lektørudtalelse

Forfatter: Kent Skov

Anvendelse/målgruppe/niveau

En god digtsamling, der har appel til et bredere primært kvindeligt publikum af interesserede i lyrik og erotisk litteratur

Beskrivelse

Angela Brink udsender her en samling fortrinsvis erotiske digte, hvor hun besynger sin kærestes (mande)krop: "Jeg indtager dig, indsnuser dig/Indoptager dig,/ flår i dig, cirkler om dig(..)/Skriger. Og så sker det://Du bliver//til din krop/Dit køn - en mand/Netop dig//". Digtene indeholder mange originale og poetiske tilgange til en mands krop. Her en direkte lyrisk både kritisk og begejstret talen til mandens køn, som hun ellers i en sætning før selve digtene besværgende beskriver således: "Der er ikke megen poesi over en mandekrop..", hvorefter hun bruger digtene til at modskrive det: "Spirer om natten/dør om dagen//Når du er væk:/Solen rejser sig/over andre/himle//Der er ingen/jeg savner/din krop//". Det hele er smukt gennemført med stringent primært minimalistisk stilistik, som i de nævnte eksempler. Der er samtidig en stærk og direkte feminin stemning i digtene - noget både åbent og nænsomt, men også en robust eftergivenhed. Det er Brinks første digtsamling. Hun har udgivet romanen Tæsk, der handler om en kvindes forhold til mænd

Sammenligning

Andre kvindelige lyrikere, der også skriver om det erotiske er: Hanne Ranow, Irma Henriksen, Lise Andersen og Amalie Smith

Samlet konklusion

En sikker og spændende samling erotiske, stringente digte, hvor det kvindelige jeg besynger en mands, kærestens mandekrop. Digtene er både sanselige og direkte og med flere lag og stemninger lurende undervejs