Lektørudtalelse

Forfatter: Elisabeth Bennetsen

Kort om bogen

Hvis du tror, at livet i den lille by Pine Mountain, Colorado er trist og kedeligt, må du tro om igen. For da Arlo Finch flytter hertil, er det her, han får de bedste venner, men også må kæmpe mod stærke og magiske kræfter for at redde sit liv. Første del af hæsblæsende og magisk trilogi for jer mellem 8 og 12

Beskrivelse

Arlo er 11 år og havner i sin mors hjemby som en nødløsning og sidste udvej. Ved første øjekast ikke en rar løsning, men Arlo finder sig hurtigt til rette og bliver grebet af den rangerkultur, som hersker i det lille bjergsamfund. Alle børn går til en slags avanceret spejder med både konkurrence og stærke venskabsbånd. Men noget er mærkeligt. Hvad er det for en død hund, han hele tiden ser, og hvad er det med den pige, som forsvandt for længe siden i De Lange Skove? Noget og nogen er ude efter Arlo, og de er villige til at bruge alle kneb. Den amerikanske forfatter er manuskriptforfatter, og det er hans første roman

Vurdering

En superdejlig, uhyggelig og spændende bog, som man sluger på et øjeblik. Den er velskrevet, har en sød antihelt og foregår i et anderledes miljø med en masse naturstemning. Men bogens styrke er helt klart beskrivelsen af, hvordan de unge spejdere hjælper hinanden og løser de problemer, de møder, ved opfindsomhed og sammenhold. Glæd jer til næste bind

Andre bøger om samme emne

Bogen er et vellykket mix af William Wenton & luridiumstyven og Percy Jackson og lyntyven med et drys af Harry Potter