Børn og unge

Hverdagen i børnehøjde - de bedste om at gå i vuggestue

Læs og snak sammen om alle de oplevelser som hverdagen i vuggestuen byder på. Man skal sove lur, spise frokost og på tur. Bøgerne her er oplagte til at hjælpe sproget om hverdagen på vej hos det lille barn.

Af Signe Liv Hennessy og Pernille Hartfelt

På denne liste har vi samlet en masse gode bøger med genkendelige hverdagshistorier om alle vuggestuelivets mange oplevelser.

I den flotte bog "Visse vasse vuggestue - historier for vuggestuebørn" får du ni historier og du kan læse om Kaj, Lili, Mimbo Jimbo og Vuggestuen Smørklatten mfl. og kan du lide historierne er der heldigvis flere historier at finde da flere af dem har deres egen serie.

Serien af billedbøger om vuggestuen Smørklatten er en god indgang til at tale om de mindstes hverdag og oplagt til dialogisk læsning, hvor man i fællesskab snakker ud fra billederne og barnets nysgerrighed. Vuggestuebarnet vil garanteret kunne genkende både situationer og ting på de farvestrålende billeder. Hvert opslag viser en velkendt situation og i hver side af opslaget er der elementer, som børnene kan finde på siderne. Bøgerne kan altså både læses traditionelt fra ende til anden, men indbyder også til at barnet bliver inddraget og kan pege på tegningerne og svare på simple spørgsmål.