Historie

Ballade, kamp og Thorvaldsen

3 fra bogstakken: Hvad kan man sige om tre bøger, hvis emner stritter i tre forskellige retninger? De er nye. De er på hver sin måde spændende. De kan lånes på biblioteket.

Af Sune Hundebøll

Politisk gadevold

"Man skulle tro, at det var et afsnit af 'Babylon Berlin': Ungkommunisternes uniformerede korps Arbejderværn råber »Rød front«, inden de angriber en kolonne stormtropper med grønne KU-armbind. Gaden gjalder af kampråb og trommehvirvler. Og når mørket falder på, fortsætter kampene i forsøget på at fjerne modpartens propagandaplakater. I et enkelt tilfælde med døden til følge. Det lyder som demokratiets sidste krampetrækninger i Weimarrepublikken, men det er faktisk bare det nye sort inden for politisk agitation i København i begyndelsen af 1930'erne", sådan skriver anmelder Morten Lassen i Politiken (22. marts) om Charlie Krautwalds nye bog "Kampen om gaderne : propaganda, protest og politisk vold i 1930'erne".

Charlie Krautwald har en ph.d. i historie. Han forsker i mellemkrigstiden og samtidshistorie. De emner Charlie Krautwald beskæftiger sig med er fascisme, antisemitisme, radikale bevægelser, politisk kultur, kønshistorie, aktivisme m.m. Han udgav i 2020 "Kampklar! : venstrefløjen og den militante antifascisme i Danmark 1930-39".

I "Kampen om gaderne : propaganda, protest og politisk vold i 1930'erne" dykker Charlie Krautwald ned i den voldelige iscenesættelsen af de politiske modsætninger, som prægede 1930'erne politiske kultur.

Hjælp til selvhjælp

Kofoeds Skole, grundlagt i 1928 af Hans Christian Kofoed, er en af Københavns markante sociale institutioner. Med mottoet "hjælp til selvhjælp" har skolen gennem næsten 100 år arbejdet for at støtte socialt udsatte og arbejdsløse medborgere i at genvinde deres værdighed og ressourcer gennem uddannelse, praktiske aktiviteter og personlig udvikling.

I bogen "Balladen om Kofoeds skole : flytningens år" skriver Robert Olsen en vigtig periode i Kofoeds Skoles historie fra sluttresserne til midthalvfjerdserne. Robert Olsen er forstander på Kofoeds Skole.

"Jeg gik forbi dæmonernes port / ud for Kofoed skole / der stod en hel flok / og drak sig ihjel" lyder det i Gasolin's sang Langebro fra 1971. Da lå Kofoeds Skole endnu på Christianshavn.
I 1975 flyttede skolen Holmbladsgade på Amager. Bogen fortæller om de dramatiske år op til flytningen. Ifølge forlaget er det den "mest intensive og spændende periode i Kofoeds Skoles historie (...). Skolen var under stort pres fra naboerne på Christianshavn og de kommende naboer på Amager. Flytningen mødte også stor modstand fra både skolens ansatte, Københavns borgere og højtstående politikere."

Bogen er forsynet med tidslinje, persongalleri og kilder.

Et mesterværk

Da billedhugger Bertel Thorvaldsen døde i 1844, var byggeriet af Thorvaldsens Museum godt i gang. Byggeriet startede i 1840 og i 1848 stod museet færdigt. Thorvaldsens Museum blev bygget til at huse Thorvaldsens værker og hans personlige samling af kunst og antikviteter. Desuden er billedhuggerne selv begravet i museets gård.

Arkitekten Michael Gottlieb Bindesbøll tegnede bygningen med inspiration fra Pompeji og Herculanum. Bindesbøll skabte et museum med farverige vægge, mosaikker på gulve og lofter. Den ydre facade blev udsmykket med en frise af Jørgen Sonne, der skildrer Thorvaldsens hjemkomst til København i 1838 - og hvor man ses mange af datidens berømthed. Det er bygningen og Bindesbøll, der er i fokus i bogen "Thorvaldsens Museum : Bindesbølls mesterværk".

"Bogen vidner om en forfatter, der i mange år har arbejdet på museet, har skrevet flere bøger, og som har kunnet sammensætte utrolig læseglad tekst. Det er ikke kun en smuk bog, med et perfekt udtryk af museet, men også præcist velvalgte informationer med et finpudset indhold på alle sider. Man bliver som læser både uddannet i stoffet og endda underholdt hele vejen. En sjælden bog-perle som Thorvaldsens museum kan have stor glæde af som visitkort i mange år fremover", skrev Michael Koch i sin anmeldelse af bogen på Historie-online.dk.

God læselyst

Dyk ned i Københavns historier – direkte i din indbakke

Er du interesseret i Københavns historie og byens udvikling? Med nyhedsbrevet "Bag om København" får du hver måned spændende artikler om byens kvarterer og historiske begivenheder. Vi giver dig inspiration til gode bøger, spændende arrangementer og bogkonkurrencer.

Tilmeld dig i dag og få byens historie leveret direkte i din indbakke.