Noget, der rimer på jul

Forestillinger om fællesskab og (næste)kærlighed? Eller en salt markering af bristede drømme og oplevet ensomhed? Måske lidt konflikter i fodnoten, som man svinser og svanser rundt om naturen i stuen? Eller stunder uden bagkanter med dem, man holder mest af? Vores bibliotekarkvartet har fundet en bog hver især, som vækker noget, der rimer på jul, som jul også er, i dem.

"Stargate" er en julefortælling, der har det hele

...Den er både skærende smuk, hjertegribende og håbefuld.

I Osloforstaden Tøyen bor Ronja med sin søster Melissa og far. Faren er alkoholiker og tilbringer mere tid på værtshuset Stargate end med sin familie. Men Ronja er født til at håbe på det bedste, så julehåbet tændes på ny, da Ronja skaffer faren et job som juletræssælger. Dagene frem mod jul er mange, og selvom det begynder godt, så mister faren jobbet, og de to søstre må endnu engang tage ansvar for sig selv. Men når det ser allermørkest ud, viser der sig alligevel små glimt at håb i form af uventede hjælpende hænder fra skolepedellen, en gammel nabo, der til luciaoptoget agerer lysbringer og bedstefar, og en assistent af en juletræssælger, der lukker døren til skurvognen op på iskolde dage. Selvom det koster ham jobbet.

“Stargate” er en godt nok en lille bog, men den rummer en meget stor fortælling. Man kan kalde det et slags socialrealistisk eventyr. Ingvild H. Rishøi kan som ingen anden med et minimalistisk sprog og få virkemidler skrive knivskarpt og indfølende om drømme, svigt og bristede hjerter. Man kan mærke Ronja og hendes hjerte, der slår skiftevis håbefuldt og angst, og man kan ikke lade være med at håbe med hende. Som i Rishøis “Vinternoveller”, som hun fik både Brageprisen og Kritikerprisen for, er der nedenunder det fine og poetiske en usentimental klartseende brutalitet - heldigvis tilsat lidt humor. 

Er du til læseoplevelser, der gør lidt ondt og sætter tanker i gang, og vil du læse noget, der minder om Jonas T. Bengtssons " Et eventyr” og H.C. Andersens "Den lille pige med svovlstikkerne” så lån “Stargate” til din decemberlæsning.

Indrømmet; der er ikke meget jul over Alex Schulmans roman 'Brænd alle mine breve'...

...der kredser om en farlig romance, som fandt sted i sommeren 1932. Til gengæld er der intensitet og familiedrama for alle pengene, og det er her koblingen til jul finder sted for mit vedkommende. Schulmans morfar, den svenske forfatter Sven Stolpe (1904-1996), minder nemlig på flere punkter om min egen morfar, hos hvem vi traditionen tro plejede at fejre lillejuleaften.

Ifølge Schulmans beskrivelser var Sven Stolpe en intelligent, men også yderst dominerende mand, som led af voldsomme humørsvingninger; delvist udløst af lavt selvværd. De manipulerende følelsesudbrud påvirkede alle omkring ham i en sådan negativ grad, at det er en roman værd – for kærlighed kan beviseligt gøre ondt, især hvis du vælger at svigte din ægtemand!

I centrum for trekantsdramaet står Schulmans mormor, Karin Stolpe, der portrætteres som en klog og kærlig kvinde, hvis største fejltagelse i livet var at gifte sig med den personificerede djævel. Da hun i 1932 lærer Olof Lagercrantz at kende, oplever hun for første gang ægte, brændende kærlighed, men det bliver en kort fornøjelse. Sven Stolpe får naturligvis nys om affæren, hvorefter han sætter hende over for et så umenneskeligt psykisk pres, at selv barnebarnet, Schulman, hepper på Karins frihed.

En finurlig detalje, for hvis Karin havde fulgt Schulmans råd, var han aldrig selv blevet født, og slægtstræet ville have set helt anderledes ud for to af de større svenske kendisfamilier. 

Schulmans motivation for at skrive historien er nobel. Via detektivarbejdet ønsker han at blive klogere på sin egen vrede, så han kan blive en bedre partner og familiefar. Om dette kan løses via indsigt i slægtstræer og familiehistorie, skal jeg ikke kunne afgøre, men han får point fra mig for at prøve og for at skrive en rasende spændende pageturner, der fik mig til at sidde på nåle!

José Saramagos 'Jesusevangeliet'

Hvad er, her op mod jul, mere oplagt end at læse en roman, der fortæller historien om Jesus fra undfangelsen og til korsfæstelsen? Også skønt det det ikke er helt samme version, som evangelisternes? Portugisiske José Saramago fortæller historien ud fra en menneskeligt undrende vinkel.

I første del er Josef en central skikkelse, som plages af skyld over, at han ikke advarede om Herodes planlagte likvidering af alle småbørn i Betlehem, men kun sørgede for, at Jesus overlevede. Og hvorfor tillod Gud, at så mange børn måtte dø, for at Jesus kunne leve? Jesus arver reelt en problematik om ondskab, lidelse og uretfærdighed som en del af Guds verden.

Historien om Jesus hviler på de 4 evangelier – Saramago tillader sig at lave en 5. udgave af den samme historie. Med både en meget menneskelig Jesus og en oprørsk Jesus, der stiller spørgsmål til Guds projekt. Og med en alvidende fortællerstemme, som af og til kommenterer begivenhederne – også med nutidig indsigt.

Jeg læser bogen som en reflekteret gennemgang af de begivenheder, kristendommen hviler på. Vel var Saramago ateist, og fremstillingen af Gud som lunefuld og irrationel rummer satiriske toner, men den er i mine øjne fjernt fra simpel blasfemi.

Saramago har en karakteristisk skrivestil. Sætningerne er i reglen lange og fabulerende. Kommaet har tit næsten funktion som et punktum. Dialog er ikke markeret med anførselstegn, men er indarbejdet i fortællerstemmen. Der er ingen grund til at lade sig afskrække af den særegne skrivestil; Saramago fik Nobelprisen i litteratur i 1998.

Det gode selskab hudflettes i Edward St. Aubyns selvbiografiske og satiriske romaner om Patrick Melrose

Tænker man, at nu nærmer vi os julen, og så skal der skrues op for familiehyggen, så kan man forsøge at læse en jul ind i Patrick Melroses dysfunktionelle fællesskaber, hvor man mest får indtryk af, at “vennerne” er sammen for at dyrke disharmonien, antipatien og sarkasmen. Serien består af 5 bøger, men dette skriv beskæftiger sig mest med den første: “Glem det”. Startscenen er en festlig sammenkomst på David Melroses gods: Patricks barndomshjem. Gæsterne beskrives stort set alle som meget lidt sympatiske. Der er den drikfældige og apatiske mor Eleanor, den ondskabsfulde, manipulerende far David, den latterlige, ældre mand Nicholas med den unge, dumme kæreste Bridget, den snobbede jødiske filosof Victor med den velmenende og forstående Anne og endelig den underkuede tjenestepige Yvette.

Tilsæt disse karakterer fra det britiske aristokrati og lavadel en gang incest, pædofili, alkohol- og stofmisbrug, vold, dominans, skiftende seksuelle partnere, hykleri og kynisk beregnen, så ved man lidt om, hvad man går ind til.  I centrum af alt dette står Patricks udvikling og kamp for at frigøre sig fra barndommens traumer. Han må igennem meget for at gøre op med minderne, sine forældre og den materielle rigdom, der er ham givet. Romanerne stiller spørgsmålet:” Hvornår er man fri?”. 

Det er hjerteskærende læsning at følge, hvor meget forældre i ligegyldighed og uvidenhed kan lægge på deres børns skuldre. Samtidig er den et billede på en britisk, dekadent og privilegeret overklasse, der enten svælger eller går til i tilværelsens ulidelige lethed, men som ikke formår at omsætte “rigdommen” til noget konstruktivt eller samfundsopbyggende. Tonen i romanerne er ironisk, sarkastisk og satirisk ikke mindst i den første roman, og man skiftevis griner og græder. Den er vidunderlig indtalt på lydbog på upper-class engelsk af skuespiller Alex Jennings.