Tilbud til skoler på Blågårdens Bibliotek
På Blågårdens Bibliotek har vi flere forskellige tilbud til skolerne på Nørrebro.
Biblioteksorientering og læseinspiration for alle klassetrin
Biblioteksorientering
Hvad kan eleverne bruge biblioteket til? Og hvordan? Vi inviterer klassen på besøg, så eleverne kan blive præsenteret for, hvordan de bruger biblioteket. Samtidig kan eleverne få deres lånerkort, hvis forældrene har indmeldt dem på forhånd.
Vi kommer med inspiration til frilæsningen og viser, hvordan man bestiller en bog til senere afhentning.
Der vil være forskel på, hvordan sådan et besøg forløber alt efter hvilket klassetrin, der kommer på besøg. Det er muligt at komme til biblioteksorientering med alle klassetrin. Vi tilpasser forløbet den enkelte klasse.
Emnebestillinger
Vi hjælper gerne, når I arbejder med specifikke emner/genrer.
Hvis I skal arbejde med bestemte emner/genrer, kan vi skaffe bøger hjem til klassen og have dem klar, når I kommer forbi. Det kræver, at vi får et par uger til det.
Husk at tage stilling til, hvordan bøgerne skal lånes. Skal eleverne låne dem individuelt? Eller låner du dem som lærer på et institutionslånerkort? Hvis skolelederen giver tilladelse, kan du få oprettet et institutionslånerkort.
Andre tilbud til skoleklasser
Vi laver på Blågårdens Bibliotek også forløb og arrangementer i samarbejde med eksterne aktører. Skriv til Nanna på ns37@kk.dk, hvis du gerne vil orienteres om tilbud til dit klassetrin.