Barsel & bøger: Iben Mondrup om Hvordan kan vi

Tag baby under armen og hør Iben Mondrup fortælle om sin nye, autofiktive roman Hvordan kan vi, som udkommer til oktober 2025.
Date
Tid
11:00 - 12:00
Sted
"LIVE" 4. sal
Bibliotek
Hovedbiblioteket
Adresse

Krystalgade 15
1172 København K
Danmark

Det kan du opleve

I foråret 2024 blev Iben Mondrup alvorligt syg, og med usikkerheden om en mulig hjernesvulst fik hun rig lejlighed til at tænke over liv, død og det at efterlade sig noget. Det blev drivkraften til at skrive endnu en bog – en dybt personlig roman om et helt livsforløb, der rækker fra barndommens begyndelse i 1978 til nutiden i 2025.

”Hvordan kan vi” følger Iben Mondrups fortællerstemme gennem årtier, fra opvæksten i en dansk familie i Grønland, gennem ungdommens søgen efter rod og tilhør, kunstnerlivet og kampen for at finde et hjem – både i et sted, en handling og i relationer. Romanen kredser om identitet, rod­løshed og forfatterskabets kraft som vej til at finde sig selv – som nogens mor, nogens barn og menneske generelt. 

Om Iben Mondrup

Iben Mondrup (f. 1969) er en anerkendt dansk forfatter med en stærk forankring i Grønlandske miljøer og historier. Hun debuterede i 2010 og har siden skrevet flere romaner, der ofte udforsker temaer som hjemstavn, kulturmøder og personlig søgen. Mondrup er kendt for sin varme og skarpe fortællerstemme og sin evne til at berøre dybt menneskelige eksistentielle spørgsmål. ”Hvordan kan vi” udkommer den 9. oktober på Politikens Forlag. 

Barsel og bøger

Til Barsel og bøger kan du tage din baby på armen og høre forfattere fortælle om aktuelle udgivelser og om det, der optager dem lige nu. Bøger og barsel er for dig, der gerne vil holde dig orienteret og læse med, mens du er på barsel. Her er plads til gylp og gråd og store tanker.

Både fædre og mødre er meget velkomne.

Det er gratis at deltage, og én billet gælder til dig og dit barn.

Find vej

Arrangementet foregår på 4. sal ’LIVE’.

Tag elevatoren fra stueetagen på din højre hånd, når du står med ryggen til Krystalgade. Scenen er til højre, når du træder ud af elevatoren.

Praktiske informationer:

  • Barnevogne parkeres i stueetagen i parkeringszonen bag rulletrapperne.
  • Lifte, pusletasker og andet kan tages med op.
  • Der er toilet med pusleplads på etagen.
  • Du kan sidde på amfi-scenen eller på puder på gulvet.
  • Der vil være lidt legetøj til de små.
  • Amning og putning kan foregå i og omkring sceneområdet.
  • Spisning henvises til ’Ordfråseriet’ på 2. sal.