Litteratur og lyrik

Genopdaget: En isnende klassiker til tiden

Tid
17:00 - 18:30
Sted
Hovedbiblioteket
Krystalgade 15
1172 København K
"LIVE", 4. sal
Hvad gør Anna Kavans roman ’Is’ til en fascinerende roman? Hvordan omsætter man dens isnende univers til levende teater? Og hvorfor er fortællingen så aktuel, at både forlag og teatre genopdager den?

En isnende kulde breder sig. Verden fryser til.  Byer forsvinder under sne og is. Midt i det hele kredser en navnløs fortæller om en gådefuld kvinde. 

Anna Kavans kultroman ’Is’ fra 1967 er en apokalyptisk feberdrøm: en kult-klimakatastrofe, en psykologisk thriller og en undersøgelse af magt og undergang. Alt sammen fastfrosset og leveret i et hypnotisk sprog. Romanen har længe været en overset klassiker herhjemme – men måske er tiden endelig til den. For ’Is’ er en forløber for nutidens postapokalyptiske cli-fi-fortællinger og et økofeministisk brag, der både foruroliger og fascinerer.

Bogens aktualitet ses ved, at Sydhavn Teater til foråret opsætter forestillingen 'ISNÆTTER', som er baseret på 'Is'. Forestillingen spiller fra den 10. maj til den 30. maj. Derfor kan du med fordel tage ind at se 'ISNÆTTER' før dette arrangement. Så er du klædt på til en spændende talk om litteratur og scenekunst. 

Oplev

Til arrangementsrækken Genopdaget inviterer vi dig med ind i kulden for at undersøge, hvorfor ’Is ’ er så aktuel en fortælling, at den bliver genudgivet og omsat til teater.

Til at genopdage 'Is' har vi inviteret romanens danske forlægger og oversætter Lasse Skjold Bertelsen, og teaterinstruktør Amanda Ginman, som har omsat romanens isnende univers til forestillingen 'ISNÆTTER' på Sydhavn Teater.

Glæd dig til en samtale om, hvad der gør ’Is’ til en aktuel klimafortælling, hvilke greb dramatikken har til at folde litteraturens udtryk ud i lys, lyd, krop og stemme, og hvordan man genopliver en nedfrosset klassiker for et nyt publikum.

Arrangementet er blevet til i et samarbejde mellem Sydhavn Teater, CPH STAGE, Mikrofest/Læsefest og Københavns Hovedbibliotek.

Talken her er gratis, mens adgang til forestillingen kræver billet.

Mød

  • Amanda Linnea Ginman er Freelance instruktør og tiltrædende kunstnerisk leder af Teatret Zeppelin. Hun instrueret forestillinger på nogle af landets mest toneangivende scener – både Betty Nansen Teatret, Aarhus Teater og REPUBLIQUE/REVOLVER – og stadfæstet sig som en af sin generations stærkeste instruktørstemmer. I 2023 modtog hun Reumert for bedste instruktør for forestillingen 'Mørkt forår', og i 2025 blev hun igen nomineret til Årets Instruktør for opsætningen af ’Fuglene’ på REPUBLIQUE/REVOLVER.
  • Lasse Skjold Bertelsen er en dansk forlægger og oversætter med særligt fokus på overset og ældre europæisk litteratur. Han er medstifter af mikroforlaget Sidste Århundrede, som udgiver oversatte litteratur med et særligt blik for det eksperimenterende og ekspressionistiske. Forlaget modtog Sigvaldi-prisen i 2023 og var i 2022 nomineret til Blixenprisen i kategorien årets litteraturformidler.

Om bogen 'Is'

’Is’ er en dystopisk roman af Anna Kavan, udgivet i 1967. Romanen foregår i en verden, der langsomt bliver opslugt af en altomfattende istid. Fortælleren følger en navnløs  ung kvinde gennem det kolde, kaotiske og krigshærgede landskab, mens naturen og civilisationen kollapser omkring dem. 

Undervejs udvikles et mystisk trekantsdrama sig mellem fortælleren, kvinden og en tyrannisk kommandant. Sådan bliver romanen en fortælling om voldelige magthavere og menneskets destruktive indvirkning på sig selv og naturen.

Romanen er kendetegnet ved en drømmeagtig og fragmenteret fortællestil, hvor grænsen mellem fantasi og virkelighed ofte udviskes, mens den udforsker temaer som magt, undergang og fremmedgørelse i en verden på randen af total udslettelse.

Is’ regnes for en moderne britisk klassiker og et hovedværk i Anna Kavans forfatterskab.

Læs mere om forestillingen 'ISNÆTTER', som er baseret på Anna Kavans 'Is'.

Om forestillingen ISNÆTTER

Om forestillingen 'ISNÆTTER' skriver Sydhavn Teater:

'ISNÆTTER' er en forestilling om magt og menneskelig skrøbelighed i en fragmenteret virkelighed.

I en verden dækket af isnende kaos jagter en navnløs fortæller en mystisk kvinde gennem et landskab, der langsomt fryser under en altopslugende apokalypse. 'ISNÆTTER' er mareridtsagtig science fiction og psykedelisk drømme-logik — en hypnotisk rejse gennem besættelse, magt og undergang, hvor grænsen mellem virkelighed og hallucination smelter bort, ligesom alt andet.

Det psykologiske drama udspiller sig i et univers fastfrosset i misogyni og klimakatastrofe, sanseliggjort i et gennemkoreograferet værk af Amanda Ginman og Tina Tarpgaard.

Adgang til forestillingen kræver billet.

Om Anna Kavan

Om forfatteren skriver forlaget: 

Anna Kavan (1901-1968), døbt Helen Emily Woods, voksede op som enebarn i en velhavende britisk familie, der rejste hyppigt mellem Europa, England og USA. Hun debuterede som forfatter i 1929 og skrev en række romaner under sit giftenavn Helen Ferguson, men efter et sanatorieophold i Schweiz kort før 2. verdenskrig genskabte hun sig som den platinblonde Anna Kavan, opkaldt efter en karakter i en af hendes tidlige romaner. Is udkom i 1967. Kavan døde af hjertestop året efter.

Om Genopdaget 

I serien ’Genopdaget’ sætter Hovedbiblioteket fokus på klassikere. Vi har udvalgt en række forfattere og værker, som af forskellige årsager har været oversete herhjemme eller i en årrække været glemt, men som vi synes fortjener en masse nye læsere og opmærksomhed. Vi beder en række danske oversættere, forfattere, litterater og bibliotekarer i deres egenskab af fans og læsere om at fortælle os om, hvorfor disse bøger bør læses af alle i dag. 

Praktiske informationer

Arrangementet foregår på LIVE på Københavns Hovedbibliotek. 4. sal, Store scene. 

Arrangementet begynder kl. 17:00 og slutter kl. 18:30. 

Arrangementet er gratis og uden pladsbilletter. Bemærk, at udsynet til scenen er begrænset fra visse pladser. Derfor vi anbefaler, at man kommer i god tid. Vi åbner til salens siddepladser kl. 16.30. 

Find vej

Fra Hovedbibliotekets Centralsal finder du sceneområdet på 4. sal på følgende måder: 

Tag elevatoren, som du finder på din højre hånd, når du træder fra Krystalgade ind i Centralsalen. Scenen er til højre, når du træder ud af elevatoren. 

Tag trapperne som du finder på din højre hånd, når du træder fra Krystalgade ind i Centralsalen. Følg trapperne op til fjerde. Scenen er til højre, når du træder ud på etagen. 

Følg rulletrapperne op til 3. sal. For enden af sidste rulletrappe går en trappe på din højre side op til 4. sal. Gå til højre for at komme til sceneområdet.