Mød børneværten Kirsten Rigmor
Mit favoritområde på LÆS er Ordbjerget
På Ordbjerget synger jeg fagtesange for de små for at styrke deres sproglige udvikling og for at inspirere forældre til at låne sangbøger med hjem.
En bog fra barndommen
En af de barndomsbøger, som gjorde indtryk, var “Børnenes H. C. Andersen” med den flotte blå forside med Hyrdinden og Skorstensfejeren på taget i en stjerneklar nat. Bogen er rig på mange fine eventyr, især historien om Den grimme ælling, som blev en smuk svane, var en af mine favoritter. Hvis jeg skal anbefale et par andre bøger fra LÆS, skal det være "Voksenfælden" af Ib Spang Olsen. Bogen har fine illustrationer og handler om Karoline, som digter en sang om en fælde, man kan fange en voksen i, sådan at de travle voksne får tid til at tale med Karoline. Herudover vil jeg anbefale “Lille Pinds hule” af Elvira Fragola, som handler om selvstændighed og om at møde sine medmennesker (ræve) med åbenhed. Bogen har charmerende tegninger og er rammen for en sød fortælling.
Kirsten Rigmors bedste tips til højtlæsning
Mit bedste trick til at holde et barns opmærksomhed under højtlæsning og sang er at vise min glæde ved at læse højt eller synge sangtekster.
Det er vigtigt at nå ud til hele børnegruppen, og det gør jeg ved fx. at præsentere mig og vinke til alle, eller ved at spørge hvad børnene hedder, alt efter hvor gamle de er, og hvor mange de er. Det skaber også altid god opmærksomhed og stemning, når man selv morer sig over og lever sig ind i litteraturen.
Børnevært og meget mere
Udover at arbejde på LÆS dyrker jeg interesserne; sang og sangskrivning, abstrakt maleri og natur og jeg er Uddannet pædagog og cand. pæd i It didaktisk design