Børn og unge

Nor på 10 år vinder Danish Book Blog Award 2021

Nor har blogget om bøger sammen med sin far siden han var 3 år på Instagramprofilen "norogfarlaeser". Fredag den 5. november 2021 mødte vi Nor til en snak om gode bøger og oplevelser på BogForum. Vi spurgte ham også, hvordan det føles at vinde prisen som årets danske bogblogger.

Af Sigrid Helene Klitgaard Brix

Jeg ved godt, at det her er et meget svært spørgsmål. Men kan du fortælle os de fem bedste bøger, du nogensinde har læst?

Altså jeg tror ikke, at jeg kan sige de fem bedste. Men jeg kan sige fem gode. Der er "Nevermoor". Så er der "Skyggerne i isen". Jeg kan også rigtig godt lide "Wimpy Kid"-serien. Så er der også "Ivanhoe". Og den sidste kunne være "Hundemand".

Er der også en bog, som du glæder dig til at læse?

Ja, den serie, som Merlin P. Mann har lavet. Den med "Blodkongens datter" og "Skyggerne i isen". Han har sagt, at der kommer en efterfølger. Den glæder jeg mig rigtig meget til.

Hvad får du ud af at være på BogForum?

Der er jo en hel masse, der kender mig, men som jeg ikke kender. Så jeg møder en masse folk, der både er venlige og søde, men som også elsker bøger ligesom mig. Det er rigtig fedt. Og det er fedt at se alle de fede bøger, der er, og se på alle de flotte ting. Det er bare en god oplevelse.

Har du snakket med en forfatter, du ikke havde mødt før?

Der er mange forfattere, som jeg aldrig har mødt før. De fleste forfattere har jeg faktisk aldrig mødt før.

Hvordan er det, når folk kommer hen til dig og har set dig på Instragram?

Altså det er fedt. Det er fedt, at der er folk, der kommer her, som faktisk kan genkende mig.

Hvordan har du det med at have vundet Danish Book Blog Award?

Det er helt fantastisk. Og det er en kæmpe følelse. Også fordi, det havde jeg ikke regnet med. Vi var oppe imod nogle virkelig, virkelig dygtige bogbloggere. Og så vinder vi alligevel. Det er vildt, at jeg som tiårig dreng, stadig kan vinde sådan en konkurrence. 

Det er så sejt. Jeg er jo også en af dine største fans, og jeg synes, at du og din far gør det mega godt. Det er så fedt at følge jer. Tak fordi I spreder læseglæde til børn.

Tusind tak for rosen. Og ja, det skal vi nok blive ved med.

Find Børnebogcast om "Skyggerne i isen" af Merlin P. Mann her

Find Nor og far på Instagram her