Ingen har i de senere Aaringer kunnet sætte sine Fødder paa Kjøbenhavns Grund uden at lægge Mærke til Byens ny Raadhus; i Solskin ser dens gyldne Hane ned i Toppen af alle Stadens Taarne, der er rene Lilleputter i Sammenligning med dets firkantede Taarnpyramide, og i grumset Vejr spidder det Regnskyerne paa sin slanke Minaret.

Det er nu over otte Aar siden, at Grundstenen lagdes til det Raadhus, der i Dag fik sin foreløbige Indvielse, og der er i Mellemtiden gjort et betydeligt Offer baade af Penge og Snille for at faa Huset frem i den Skikkelse, hvori det nu taler til Beskueren. Man gaar omkring denne mægtige Karré af Bygninger og lader Sindet kvæges af den velgjørende Ro i Linjerne og den Sikkerhed, hvormed hver af de Millioner Sten har faaet anvist sin Plads; og dette Indtryk af Ro vil følge én alle Vegne, hvor man færdes, ogsaa inde i Bygningen. Her er intet tilfældigt henkastet, men Sten og Træ, Kalk og Malm er føjet sammen til et harmonisk hele, til en "Syns-Symfoni", der fanger Blikket og faar det til at løbe med rislende Velbehag hen over de store Vægflader.

Ingen vil fortryde en Vandring ind mod Komplexets indre. Ved hvert Skridt møder man Overraskelser, ikke af den paatrængende Art, der smælder én om Ørene med stærke Farver og raketagtige Effekter. Nej, langtfra; vi vil snart mærke, at vi er paa borgerlig Grund; dette Hus er intet Slot, derfor er det ogsaa saa velsignet fri for Kongeborgens Pragt; men paa hver Gesims, ved hver Trappeafsats vil dit Øje fanges af noget kjønt, det kan være en Ranke, der snor sig i douce Farver langs en Bjælke, det kan være en Flok Duer eller Maager eller andre borgerlige Skabninger, der spreder Vingerne og flyver yndefuldt hen over Hvælvingens hvide Kalk. Du forbavses over den Rigdom af Motiver, som her er bragt i Anvendelse og frydes ved den ynglende Fantasi-Udfoldelse, der har strøet sine snart stemningsfulde, snart komiske, ja undertiden endog barokke Paafund næsten over hver Kvadrattomme af disse kolossale Murflader ligefra den nederste Flise i den overdækkede pragtfulde Gaard til Isbjørnen, der staar paa Toppen og gaber mod Nordenvinden.

I dette Raadhus er der tilvisse "mange Boliger", men Prisen for dem alle bærer vel nok det egentlige "Hjærtekammer" , Kommunalraadets Mødesal. Midt over Salen hænger 8 skjønne Lysekroner, der kaster et blændende Skjær hen over den lille festlige Sal med sine to Rækker af Stole i Rundkreds om Formandspladsen, bag hvilken der er givet en malet Fremstilling af det Træ, hvorunder Byens Borgerraad samledes i ældre Tider. Paa hver Side af Triers Stol hænger et Skrækkens Sværd, der staar i en underlig Modsætning til den øvrige borgerlige næsten dagligstueagtige Hygge; ligeoverfor i en Nische i Væggen staar et kolossalt Pengeskrin, som Formanden forvisser os om er tomt, hvad der ikke forbavser os under disse Omstændigheder.

Denne smukke Sal tages i Morgen i Brug for første Gang; i den Anledning holdtes der i Dag en foreløbig Indvielsesfest i den overdækkede Gaard. Festen overværedes af ca. 3000 Mennesker; saa mange kan nok Salen rumme. Trier talte bredt og svulmende i skjønne Ord om Borgerdyd og Borgerlykke. Trier er en herlig repræsentativ Skikkelse, og han havde Ret til at være stolt af denne Dag; dette Hus er jo som et Monument over hans og det kjøbenhavnske Demokratis Ægide. Saa sang man en Kantate af Bagermester Marstrand — merkantil Lyrik, men hist og her med det rette Sving; især Slutningssangen var god.

Skuespiller Emil Poulsen havde den vanskelige Opgave oppe fra et usynligt Punkt under Taget at skulle agere 1) "en Stemme", 2) "Folkeaanden", 3) "Raadhusets Aand"; disse 3 Aander gik lidt for meget op i en højere Enhed. Senere talte Overpræsident Oldenburg i almindelige Vendinger om "Konge, Folk og Fædreland" — og Mandskor og Kvindekor skiftedes til i Kantatens jævne Rytmer at lovsynge denne Hymne i Kalk og Sten, der er tryllet frem af kjøbenhavnsk Grund ved Martin Nyrop og hans Arbejderstab:

Der staar en Borg i Kjøbenhavn
blandt sommergrønne Linde;
Guldkronen lyser som en Bavn
højt over Taarn og Tinde.
Den Borg har ingen Skydeskaar,
ej Vindebro, ej Fangegaard,
for alle Porten aaben staar
til høje Raadhussale.

Saadan sang Borgerne i Dag, medens de vældige Raadhusklokker satte Bas til, og de alenlange Visere paa det ny Raadhusuhr afmærkede Tiden med deres gyldne Favnemaal.

Et herligt Værk har faaet sin Indvielse om end knap nok endnu sin hele Fuldendelse.

Kilde: Aakjær, Jeppe. Artikler og Taler 1887-1918. Gyldendal, 1919. 566 sider.

Københavns Biblioteker - Krystalgade 15 - 1172 København K - Tlf: 3366 3000 - Mail: bibliotek@kff.kk.dk
Borgerservice - Tlf: 3366 3366
Spørg biblioteket