De yngste børn

Læs mere om Lydengen, Bogstavkilden og Op&Nedskoven

Fra lyd til sprog

Små børn lærer sprog ved at lytte til og se på voksne, der taler. Jo mere sprog børn hører, jo hurtigere kan de selv sætte ord på verden – og kombineres sproget med motorik og sanser, huskes ordene bedre. I zonen Lydengen får de voksne derfor inspiration til at tale med barnet om tingene i området, mens de bevæger sig rundt.

Mange børn har en naturlig interesse for bogstaver, og hvad de kan bruges til. I begyndelsen er børn mest optaget af bogstavernes former, men efterhånden vil de også synes, at lydene er interessante, så det bliver muligt at stave og læse korte ord. I zonen Bogstavkilden kan man lege med alle sine yndlingsbogstaver – det er kun alfabetet og fantasien, der sætter grænser.

Når børn opbygger et ordforråd, foregår det først langsomt og så hurtigere og hurtigere. Jo flere ord man kender, jo nemmere er det at regne betydningen af andre ord ud. Nye ord huskes dog allerbedst, hvis man aktiverer flere sanser, mens man lærer dem – og det er nøjagtig, hvad man kan gøre i zonen Op&Nedskoven.

”De små børn tumler ofte fra zone til zone og bliver grebet af de ting, de møder undervejs; et uldent bogstav, en pegebog eller en smutvej i Op&Nedskoven. Jeg kan tydeligt se, hvordan mødet med bogstaverne vækker nysgerrighed og bliver til lyd og leg.”

 – Thomas, børnevært