Om Tingbjerg Bibliotek
Velkommen til det kulturelle mødested Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus, hvor samarbejde, fællesskaber, kreativitet og læring står højt på dagsorden. Huset samler folke- og skolebibliotek, kulturhus, Café, kreativt værksted, mødelokaler og en koncert- og teatersal under sammen tag.
Om biblioteket
Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus danner ramme for en lang række sociale og kulturelle aktiviteter i Tingbjerg. Huset er direkte forbundet med Tingbjerg Skole og den tætte forbindelse skaber ikke kun et skolebibliotek, med adgang til hele landets materialesamling, men bidrager også til at skabe et levende hus, hvor der er plads til alle.
Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus er udviklet i samarbejde med beboere, foreninger og ansatte i bydelen, i et samarbejde mellem Københavns Kommune og de to almene boligforeninger fsb og SAB. Det stærke samarbejde har givet grobund for husets arbejde med borgerinddragelse og samskabelse i udviklingen af spændende kulturelle tilbud for alle københavnere.
Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus er tegnet af COBE og åbnede i 2018. Huset er bygget med stor respekt for de omkringliggende bygninger og bydelen æstetiske udtryk. Tingbjerg er tegnet af arkitekt og byplanlægger Steen Eiler Rasmussen og landskabsarkitekt C. TH. Sørensen i 1950erne, med visionen om at skabe en kulturel miniby i grønne omgivelser. Bydelen er i dag klassificeret som en bebyggelse med høj bevaringsværdi og er et unikt værk i dansk arkitekturhistorie.
Tilbud på biblioteket
- Bøger og musik: Aktivitet for daginstitutioner og familier med børn i alderen 0-6 år
- Bogglad: For institutioner i lokalområdet.
- Coding Pirates: Leg og lær med kodning.
- Fælleslæsning: Guidet fælleslæsning for voksne.
- Lektiecafé: Hjælp til lektierne for unge og voksne.
- Mentorcafé for voksne: Åbent tilbud, hvor man kan komme forbi og få hjælp til jobsøgning, at skrive CV eller at tale om uddannelsesmuligheder.
Brug dit bibliotek
Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus tilbyder et bredt spektrum af aktiviteter og fællesskaber. Huset er indrettet med café, kreativt værksted, mødelokaler tiltænkt lokale foreninger og en sal, der kan bruges til foredrag, koncerter, teaterforestillinger med mere. I stueetagen finder du Café Mors Varme Hænder der serverer lækker vegetarisk mad og forfriskninger.
Tilgængelighed på Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus
Københavns Biblioteker er God Adgang mærket, og via nedenstående link kan du læse mere om Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus' adgangsforhold for personer med specielle behov eller handicap.
Såfremt du i øvrigt har brug for assistance i forbindelse med dit besøg på biblioteket, anbefaler vi, at du henvender dig til personalet på dit bibliotek eller kontakter Københavns Biblioteker på 33 66 30 00