Københavns historie

Kampen om gavlene

Gadekunst er forgængelig. Det har Vesterbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv måttet sande. Foreningen havde ellers udarbejdet en gavlregistrant i 2005.

Af Thomas Warburg, formand for Vesterbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv

Tags

Bag om København - Vesterbro

Men den er selvfølgelig kun af historisk betydning 16 år senere. Et af bydelens stærke beviser på kampen om gavlene er fx slet ikke med i gavlregistranten. Kampen udspilles på en gavl i Oehlenschlægersgade ti og tyve år efter gavlregistranten blev udgivet.

Områdefornyelsen på det centrale Vesterbro fik skabt kontakt til den kinesiske streetartist DALeast. Han har udsmykket gavle i mange byer over hele verdenen. Han udsmykkede en gavl på Vesterbro i 2015 med værket ’Never Landing’. Værket var ikke billigt.

Motivet er en ørn med udfoldede vinger. Når man kigger tættere på, består ørnen af en luftig krop i en art rustent trådværk. Nogle af trådene splintres i ørnens kraftfulde bevægelse. Øverst har DALeast tilføjet en mystisk skinnende fingering. Begge motiver går igen i flere af hans andre værker. Et stærkt motiv, der passer godt til bydelen med de mange kraftudfoldelser.

Nogle få dage efter indvielsen af gavlmaleriet kom der en kommentar fra en anden gavlmaler, nemlig SPYO som kendes fra sine humoristiske, politiske, anarkistiske roll-downs over hele byen.

Never Landing før og efter SPYO's tilføjelse. Foto: daleast / Tor Staale Moen.

'IM GAY' lød det fra SPYO. Et budskab? En erkendelse? En provokation? Det var i alle fald en magtdemonstration: Kampen om gavle udspiller sig også på gavle, hvor en betalt streetartist ellers lige havde afleveret en opgave.

Giveren og naboerne var forfærdede. DALeasts værk var ødelagt. På grund af SPYOs renommé og energi besluttede Områdefornyelsen dog hurtigt, at værket med ørnen skulle fortsætte sin flyvetur i skamferet version. Man ville ikke fjerne SPYOs tilføjelse, fordi man frygtede en eskalering af kampen om gavlene. Hvis Områdefornyelsen fjernede den uvedkommende tekst øverst, ville graffitikunstneren sikkert blæse til angreb og genetablere det igen og igen.
Nu lever Vesterbro med det skamferede værk. Enkelte naboer har dog morbidt opfordret SPYO til at springe ’rigtigt’ ud næste gang...

Fem år senere lyder der nu nye skud i kampen om gavlen. Denne gang er det blot et traditionelt tag, der blander sig. UEN (?) har nu angrebet gavlen nedefra. Hvem er mod hvem? Hvem kommenterer hvad? Det er svært for denne skribent at afgøre, men de to graffitier mod det originale gavlmaleri er en huskekage til både Vesterbro Lokalhistoriske Forening og andre lokalhistorikere: Husk at dokumentere jeres gavle løbende. Gadekunst er forgængelig og ændrer sig hurtig. Opdateringen af Vesterbros gavlregistrant bliver nok elektronisk.