P. Ipsens Enke - Historien om den glemte keramikfabrik på Nørrebro og Utterslev Mark

Strækningen har været i nærmest konstant forandring de sidste hundrede år og med forandringen er meget gået i glemmebogen. Nørrebro og Nordvests gamle gårde og håndværksindustri er væk.

Produktionen har forladt byen som indvandringen fra land til by tog til – og i takt med at den stigende velstand og velfærdsstat  har forvandlet vores samfund fra at være et produktionssamfund til at være et informationssamfund.

Denne artikel handler om en glemt dansk kunstindustriel succes, der rent faktisk blev til på Nørrebrogade og Frederikssundsvej: P. Ipsens Enke: Kongelig Hof Terracottafabrik, en keramisk fabrik, der producerede brugskunst og kunsthåndværk til den spirende københavnske middelklasse og de borgerlige hjem fra cirka 1843 til 1955.

Rasmus Peter Ipsen (1815-1860)

På matrikel nr. 6c, hvad der i dag svarer til Frederikssundsvej 78, fik terrakotta-fabrikanten Peter Ipsen sin fabrik. Matriklen lå i et område, der af datiden blev kaldt ”Utterslev Mark”. Han købte den 4 tønder land store grund (hvilket svarer til omtrent 2 ha) på auktion i efteråret 1847 til 1410 rigsdaler. Det begyndte som et beskedent værksted, men udviklede sig med tiden til en reel fabrik. Tidligere havde han boet på Nørrebrogade med sin familie, hvor han også havde haft værksted – dog uden egen ovn, hvilket betød at han måtte låne Den Kongelige Porcelænsfabriks ovne.

Det hele begynder i Rønne

"(...) en af mine Skolekammerater [kom] hjem fra Kjøbenhavn, han havde for omtrent 2 Aar siden taget til [dertil] og var af Præsten engasiered til Den Kongelige Porcellainsfabrik i Lære og havde faaet Tilladelse til at reise hjem til sine Forældre for at se dem og så tage nogle Drenge med over, vis der gaves nogen som var tjenlige. Det blev mig tilbudt af ham og ingen kunne være mere glad end jeg og min Moder. Jeg skulle nu forlade mit kære Hjem og alt hvad der indbefattes; jeg skulde til fremmed Land hvorpå der lå en Kjøbenhavn, som tit var omtalt i Hjemmet for [at være] så stor og prægtig, og her kunne man erhverve sig både Kundskaber og Penge (...)"

Det er Peter Ipsens egen udlægning af historien om tilbuddet, der endte med at få så stor betydning for hans liv. Året var 1832 og han var 18 år gammel da han forlod Bornholm og en barndom med trange kår.

Han blev født i Rønne den 2. november 1815 som Rasmus Peter Ipsen, søn af Henrik Ipsen og Birgitte Marcher. Faderen var styrmand og derfor sjældent hjemme - men det blev først rigtig hårdt for familien, da faderen dør af virusinfektionen gul feber i 1826. Det tvang den 12-årige Peter i arbejde på en  teglfabrik, hvor han efter eget udsagn bar 4000 teglsten dagligt. Han blev syg af bar overanstrengelse – og udviklede en form for kronisk sygdom, en svaghed i sin venstre side, der aldrig slap ham.

Efter sin konfirmation i 1830 begyndte han i lære som snedker, men det var svært for ham at gennemføre på grund af sin pådragne lidelse. Derfor må tilbuddet om uddannelsen som porcelænsdrejer have kommet som en velsignelse – og det må have været en lettelse for den unge dreng, der ville gøre alt for at hjælpe sin enlige mor og små søskende. På Den Kgl. Porcelænsfabrik er man tilfreds med synet af ham, og han kommer i lære inden "uden egenlit at have sagt andet end at jeg hed Peter" og her er han i sammenlagt 9 år: 6 års læretid og 3 års arbejdstid som "Former og Drejer."

Kærlighed og virkelyst

I et hus på gaden Aabenraa indenfor Københavns volde i 1840, boede der i stueetagen en enke med sine to døtre samt tjenestepige og en logerende. Efternavnet var Bierring, og de to døtre, Henriette og Louise, er henholdsvis 26 år og 18 år gamle. I nabohuset boede en godsvægter med sin familie og to logerende. Af de to logerende var den ene Peter Ipsen og hans kollega Frederik Grøndahl (senere indehaver af Bing og Grøndahl fabrikken) Peter gifter sig med Louise tre år senere, den 15. april 1843.  Sådan kan en folketælling være kilde til en kærlighedshistorie, der ikke er nedfældet. Vi naturligvis kun gætte os til hvordan Peter og Louise mødtes og blev forelskede i hinanden – men det er næsten sikkert sket i området omkring i Aabenraa engang i tiden mellem 1840 og 1843.

Samme dag som de gifter sig, grundlægger Peter også sit eget pottemagerværksted, hvor han forsøger at videreudvikle en gren af Den Kgl. Porcelænsfabriks virksomhed; fremstillingen af bl.a. vaser, skåle og skulpturer samt cigarbærere i terrakotta: italiensk for brændt, uglaseret ler. Han har ikke været tilfreds ved blot at være lønnet porcelænsdrejer, han ville have foden under eget bord. Fabrikken lå på Nørrebrogade 17 fra 1843 til 1847. I dag svarer det omtrent til Nørrebrogade nr. 66.

I begyndelsen har Peter svært ved at overbevise byens porcelænshandlede at sælge hans produkter i det enkle og rå terrakotta. Men hans tid er med ham og fra midten af 1800-tallet og frem kommer periode hvor kunsten fra antikken har en voldsom renæssance og bliver højeste mode – og den forstærkes yderligere af de arkæologiske fund som den vestlige verden gør i Italien, Grækenland og Egypten. Stilarterne blandes grundigt, og klassiske motiver er noget af det hotteste i boligindretningen i de velstående borgerlige lag – og samtidig er der i perioden en voksende middelklasse, der gerne vil have det samme som overklassen har – og det sætter gang i efterspørgslen på moderigtigt  kunsthåndværk til hjemmet.

Allerede i 1847 flytter han sin virksomhed med tanke på ekspansion – og han flytter med  Louise og deres lille søn til den nyerhvervede grund ”på Utterslev Mark” som skal blive familiens faste bosted i mange årtier. Peter og Louise får i alt fire børn; en dreng: Bertel Christian og tre piger: Malvina, Fanny og Mar-grethe i perioden 1846-1860.

1860

Året bliver skæbnesvangert for familien. Louise er gravid og føder deres fjerde barn i maj -  og fabrikken beskæftiger på dette tidspunkt knap 30 ansatte og Peter formår at invitere de rigtige mennesker ind i værkstedet og kreere kunsthåndværk i allerhøjeste mode og kvalitet.

I slutningen af august 1860 deltager Peter i Industriforeningens foredrag – og han fremviser to af hans nyeste skulpturer, der roses til skyerne. Han forlader arrangementet med høj feber og han dør, to uger efter - 44 år gammel. Begravelsesprotokollen for Assistens Kirkegaard fortæller at dødsårsagen er blodforgiftning. Man har senere talt om at det er en blindtarmsbetændelse, der var årsagen. Og som om at det ikke skulle være nok, dør deres kun fem måneder gamle datter, Margrethe, i oktober.

Louise er nu alene med ledelsen af fabrikken og skal forsøge at håndtere en ubærlig sorg.  En af medarbejderne, Casper Hermann Bonfils (1834-1894) overtager den praktiske daglige ledelse frem til 1865, hvorefter Louise og Peters søn og førstefødte er færdigudlært keramiker.

P. Ipsens Enke i tiden 1860-1917

Her skulle man tro at succeshistorien fik en brat slutning, men succesen er i høj grad kun begyndt. Louise og Bertel Ipsen er særligt skyld i at virksomheden, der nu får navnet ”P. Ipsens Enke” efterfølgende vinder international ros og anerkendelse ved verdensudstillingerne i slutningen af 1800-tallet og starten af i 1900-tallet, f.eks. i Malmø 1861, London 1870 og Wien 1873 samt København 1888 og Gent 1913, for at nævne nogen. I 1871 bliver virksomheden anerkendt af det danske kongehus, og får titlen "Kgl. Hof Terracottafabrik."

Bertel vinder anerkendelse for at udvide og videreudvikle sin fars repertoire og at arbejde i terrakotta, men også at arbejde i andre materialer. Han er ikke for sen til at indse, at kunsthåndværket også må fornyes – og han inviterer mange af sin tids største kunstnere som f.eks. Thorvald Bindesbøll og sølvsmeden Georg Jensen, der var inspireret af naturens elementer og former (i Danmark kaldes stilarten for skønvirke) til at arbejde for virksomheden.

Der sker også noget med fabrikken på Frederikssundsvej – den vokser, og bliver f.eks. i 1873 udvidet med ekstra etager, der skal fungere som lejligheder bl.a. til Bertels egen hustru og børn.

Peter Ipsens enke dør i 1905. Og Bertel dør i 1917 efter at have arbejdet for virksomheden i nærmest 60 år. Virksomheden kommer på andre hænder og er ikke længere et familieforetagende. Det, og den tiltagende industrialisering af brugskunst til danskernes hjem, må antages at være et par af årsagerne til at fabrikken lukker og slukker i 1955.

I dag er fabrikken for længst væk og med sig historien om en bornholmsk keramikers virke på Nørrebro og i Nordvest. Det eneste, der kan minde områdets beboere om fortiden er Peter Ipsens Allé, der er en sidegade til Frederikssundsvej og ikke langt fra hvor fabrikken lå.