Klassikere med sand mellem tæerne

Med sommeren som scene

Hvorfor ikke kombinere klassikerlæsning med årstiden og læse en, der finder sted i sommermånederne - hvor der bades, svedes, ferieflirtes osv - samtidig med at de som alle andre klassikere har masser af dybe karakterer, lækkert sprog og tidsløse temaer.
Og ligesom sommeren, så varer læsning af sommerklassikerne ikke for evigt: alle bøgerne her i udvalget er under 300 sider lange og kan let være i feriebagagen.
Og der er rigtig mange at vælge imellem (der har også sneget sig et par nyklassikere ind)…

Francoise Sagan: Bonjour Tristesse

“Min far var på vej op af vandet. Jeg syntes han så helt fantastisk ud, bred og muskuløs som han var”.
Den lille roman er en ung, sommersexet sag med thrillervibes. Den smukke, rige, purunge fortæller Celine er draget til et lækkert kystlandsted med sin hotte, eftertragtede far. Men så dukker en kvinde op, der ikke er som de andre kvinder i farens liv. Og hun forstyrrer sommerens ubekymrethed.

Thomas Mann: Døden i Venedig

“Pladsen lå hen i solløs lummerhede. Intetanende turister sad udenfor caféerne eller stod, helt skjult af duer, foran kirken (...) I feberagtig ophidselse, triumferende over at være i besiddelse af sandheden og samtidig med en smag af væmmelse på tungen og en fantastisk gru i hjertet, gik den ensomme frem og tilbage over fliserne på den prægtige plads.”
Måske ikke den mest populære handling: midaldrende mand betragter smålummert og tiltagende desperat 14-årig dreng fra sin liggestol. Men Døden i venedig er med sine 130 siders smukke sprog og dybe indlevelse i den altfortærende kærlighed nok både den korteste og mest kanoniserede af alle sommerklassikere.

Virginia Woolf: Til fyret

På trods af, at sommervejret aldrig rigtigt arter sig for en sejltur til fyrtårnet, så er der masser af lækker sommerstemning i den sansemættede roman om livet i familiesommerhuset ved havet. Her holder den selvopofrende og kærlige Mrs Ramsey sammen på familien mens sommervinden får gardinerne til at danse. En af Woolfs største værker om kærlighed, moderskab, kunst og mange andre store, eviggyldige emner.

André Achiman: Call me by your name

“Jeg ved ikke hvad der gik af mig ved morgenmaden, men pludselig var jeg igang med at skære toppen af hans blødkogte æg inden Mafalda havde gjort det, og før han selv havde smadret skallen med en teske. Det havde jeg aldrig i mit liv gjort for noget andet menneske, og her sad jeg så pludselig og sikrede mig at ikke den mindste stump skal faldt ned i hans æg.”
Måske har du set filmen med den måske mest sexede fersken i filmhistorien. Bogen er mindst lige så lækker, sproget simpelt, vejret perfekt. Her er grusveje og små landsbytorve, et patineret italienske sommerresidens, intellektuelle der feriechiller og i centrum for historien møder vi Elio - en ung, elskværdig fortæller der forelsker sig så hovedkulds og intenst i den ældre amerikanske husgæst, at han uventet for sig selv skærer toppen af sin nye kærligheds morgenæg. 

Rachel Cusk: Omrids

“Der lå tit udmattede hunde tværs hen over fortovet, store hunde med tyk, strid pels. De var helt livløse i varmen (...), På afstand lignede de somme tider kvinder i pels der var faldet berusede om.”
I dette første bind af Cusks radikale og hyldede trilogi er vi med fortælleren i Athen. Varmen er trykkende, alligevel er en svømmetur i havet mere foruroligende end forløsende. Hos Cusk iagttager vi de mennesker, fortælleren møder og med stor elegance og vid bliver vi klogere på de skildrede og os selv.

I P Jacobsen: Mogens

“Det var trykkende hedt, luften flimrede af varme, og så var det så stille; bladene hang og sov på træerne, der var ikke andet, der rørte sig, end mariehønsene derhenne på nelderne og lidt vissent løv, der lå i græsset og krøllede sig sammen med små, pludselige bevægelser, som om det krympede sig under solens stråler.”
Og der under egen midt i sommeren møder vi Mogens, en ung mand fuld af drømme, og snart efter titter selvfølgelig også et lille pigehoved frem fra hasselbusken. Naturen og menneskets natur er Jacobsens go-to temaer, ingen kan som han beskrive et sommertørt landskabs grådige sugen sommeregnen til sig.

Eduard von Keyserling: Bølger

“Det var smukt, sådan som disse mennesker stod sammen i det skærende solskin, sådan som kjolernes lyse og hårets røde og blonde farver blomstrede og skinnede med den gule klit som baggrund”
Af sommerklassikerne er Bølger den med absolut flest strandture. Her går de forelskede og snakker om livet, her udspioneres med teaterkikkerten, her beundres solnedgangen og bølgerne inderligt og adeligt.

Margurite Duras: De små heste i Tarquinia

“- Måske skulle hun hellere være ham utro end at nægte ham muslinger, sagde Diana.”
En syditaliensk landsby i heden. Alligevel er den lille roman ligeså kold som dagene og tankerne om andre folks partnere er lumre. Der snakkes, bades, ryges, begæres, soves længe, tvivles. Duras kan om nogen skildre det camparipimpende umulige menneskesind.

Carson McCullers: Bryllupsgæsten (1946)

“Det skete den grønne og tossede sommer, da Frankie var tolv år. Det var den sommer, da hun i lang tid ikke havde været medlem. Hun tilhørte ikke nogen klub og var ikke medlem af noget som helst i verden”
Så knugende indledes historien om Frankie, der “ond og melankolsk” sidder i sommerkøkkenet og venter på at livet for alvor går i gang. En rørende og menneskeklog sydstatsklassiker, hvor rastløsheden er lige så trykkende som varmen.

Kirsten Thorup: I dag er det Daisy

“M. ventede spændt på at hendes arm skulle løfte sig fra bordet og hånden tage om glasset med Coca-Cola som stod foran hende. Hun stirrede længe på armen men den rørte sig ikke.” Sjældent har man mødt sommerstenet ungdomssløvsind på så lækkert-lyrisk højt niveau som her, hvor en vennegruppe sløver sommeren ihjel i København og Bologna. 

Skrevet af Lea Fløe Christensen