Bag om bøgerne: Forfatternes research

Foto af C.Y. Frostholm og Merete Pryds Helle
Mød forfatterne C.Y. Frostholm og Merete Pryds Helle i samtale med Kamilla Löfström til en snak om hvad det indebærer at researche til et skønlitterært værk.
Date
Tid
17:00 - 18:30
Sted
4. sal LIVE
Bibliotek
Hovedbiblioteket
Adresse

Krystalgade 15
1172 København K
Danmark

Er du nogensinde stoppet op midt i læsningen og tænkt ”hvor ved forfatteren dog alt det fra?”? 

Har du oplevet at en roman transporterede dig ind i fjerne liv fra forgange tider, med så stor detaljerigdom, at det ikke er til at tro, forfatteren ikke selv har levet dem?

Eller har du læst en fortælling, der så elegant har formidlet store mængder komplekst stof, at man næsten skulle tro, forfatteren havde en hel håndfuld doktorgrader?

Den slags kloge bøger kommer man ikke sovende til, og der er ofte lagt utallige timers arbejde, før de første ord overhovedet kan sættes på papiret. Der skal nemlig researches godt og grundigt på emnet, både med næsen i bøgerne og med fingrene i mulden. 

I denne udgave af ’Bag om bøgerne’ skal vi dykke ned i netop dét. Sammen med C.Y. Frostholm og Merete Pryds Helle skal vi høre om alt det undersøgelses-, oplevelses- og indlevelsesarbejde der skal til for troværdigt at kunne beskrive en anden tid, et andet sted, et andet liv, store historiske linjer, komplicerede videnskabelige teorier eller dybe filosofiske overvejelser.

Om forfatterne

C.Y. Frostholm (f. 1963) er forfatter, billedkunstner og oversætter. Han debuterede i 1985 med ’Før skrænten af sommeren’ og har senest udgivet ’Til den ven jeg aldrig har kendt’ som blev nomineret til Politikens Litteraturpris og Montanas Litteraturpris. I 2018 modtog han Kritikerprisen for ’Træmuseet’ og i 2021 blev han tildelt Otto Gelsted-prisen.

Merete Pryds Helle (f. 1965) debuterede i 1990 med novellesamlingen ’Imod en anden ro’ og har senest udgivet romanen ’Den store åbning’. Fra 2016 til 2022 udgav hun en serie på tre romaner, som alle fortæller om det 20. århundredes danmarkshistorie ud fra kvindernes perspektiv. Det første bind ’Folkets skønhed’ vandt både De Gyldne Laurbær og Politikens Litteraturpris

Om 'Bag om bøgerne'

Hvordan bliver bøgerne, vi læser, til?
I arrangementsrækken ’Bag om bøgerne’ bliver vi klogere på bøgernes vej fra idé, over skriveproces, til udgivelse. Vi bevæger os ind i forfatternes skrivehuler, redaktørernes værksteder og forlæggernes kontorer. Vi giver os god til at dvæle, nørde og være nysgerrige og der er altid plads til spørgsmål fra publikum.

 

Praktisk info

  • Arrangementet foregår på LIVE på Københavns Hovedbibliotek. 4. sal, Store scene.
  • Arrangementet begynder kl. 17.00 og slutter omkring kl. 18.30.
  • Arrangementet er gratis og uden pladsbilletter. Bemærk, at udsynet til scenen er begrænset fra visse pladser. Derfor vi anbefaler, at man kommer i god tid. 
  • Vi åbner til salens siddepladser kl. 16.30.

Find vej

Fra Hovedbibliotekets Centralsal finder du sceneområdet på 4. sal på følgende måder:

  • Tag elevatoren, som du finder på din højre hånd, når du træder fra Krystalgade ind i Centralsalen. Scenen er til højre, når du træder ud af elevatoren.
  • Tag trapperne som du finder på din højre hånd, når du træder fra Krystalgade ind i Centralsalen. Følg trapperne op til fjerde. Scenen er til højre, når du træder ud på etagen.
  • Følg rulletrapperne op til 3. sal. For enden af sidste rulletrappe går en trappe på din højre side op til 4. sal. Gå til højre for at komme til sceneområdet.