Månedens debutant: Thomas Bach

Oplev en ny og markant forfatterstemme i dansk litteratur på Hovedbiblioteket. Musiker og sangskriver Thomas Bach er månedens debutant i januar med romanen "Bunker".
Date
Tid
17:00 - 18:00
Sted
"LIVE", 4. sal
Bibliotek
Hovedbiblioteket
Adresse

Krystalgade 15
1172 København K
Danmark

Det kan du opleve 

Romanen ‘Bunker’ er en fabulerende hjemstavnsfortælling fra Danmarks vilde vest. Derude hvor kragerne vender og hvor det moralske kompas ikke altid peger helt stabilt: Hanstholm i 1990’erne.  

Månedens debutant Thomas Bach er selv opvokset i Hanstholm på samme tid som romanens hovedperson, Sonny, og kender om nogen til stedets forblæste ensomhed, sparsomme moral og alkoholisme.  

Hør Thomas Bach, fortælle om sit arbejde med tilblivelsen af ‘Bunker’, hvilke maskulinitetsforbilleder, der var at spejle sig i i hans opvækst, og om hans overvejelser om stedets betydning for en ung mands fantasier og fremtidsdrømme.  

Om bogen 

13-årige Sonny er en drømmer og en outsider i det lille samfund. Han bor i de faldefærdige barakker med sin mor, stedfar og to yngre søskende og forsøger at navigere i grænselandet mellem barndommens fantasiverden og voksenlivets rå realiteter. Da Sonny får arbejde for bykongen Frank, begynder noget at skride. En gammel strid blusser op, byens hierarkier knager, og tyskernes gamle førerbunker udsender sære lyde. 

“For byen har trukket sig tilbage, som en frossen negl, fra sin livgivende, blodpumpende hånd, havnen (...) kun værtshusene fastholder deres evige cyklus af sammenbrud og opløftning og penge ud og penge ind”. 

I Hanstholm i 1990’erne blev der både arbejdet hårdt, drukket hårdt og slået hårdt.  

“Vil I ikke nok komme hjem?”, siger Sonny til sin mor nede på værtshuset. 

‘Bunker’ er en originalt skrevet roman om et sted, en tid, et miljø. Men det er også en fortælling om en ung drengs fantasier, drømme og forhåbninger.  

Om forfatteren 

Thomas Bach (f. 1984) er musiker og sangskriver i bandet Ganger. Han er opvokset i Hanstholm og er nu bosat i København. 'Bunker' er hans romandebut. Bogen er udgivet på Forlaget Gutkind.  

Månedens debutant  

Til månedens debutant inviterer vi aktuelle debuterende forfattere op på scenen på samme vilkår, som etablerede forfattere så ofte bliver. Her fortæller de om, hvad de skriver, hvordan de skriver og hvorfor de skriver. Vi giver debutanterne ordet, fordi de er er med til at flytte litteraturen og dermed vores forståelse af, hvad litteratur er og kan være.  

Find vej 

Fra Hovedbibliotekets hovedindgang kan du finde 4. sal på følgende måder: Tag elevatoren, som du finder på din højre hånd, når du træder fra Krystalgade ind i Centralsalen. Scenen er til højre, når du træder ud af elevatoren. 

Tag trapperne som du finder på din højre hånd, når du træder fra Krystalgade ind i Centralsalen. Følg trapperne op til fjerde. Scenen er til højre, når du træder ud på etagen. 

Følg rulletrapperne op til 3. sal. For enden af sidste rulletrappe går en trappe på din højre side op til 4. sal. Gå til højre for at komme til sceneområdet.