Forfra midtvejs i livet

Pige fødes, er barn, går i pubertet, bliver kvinde, finder partner og får børn …. og hun lever lykkeligt til sine dages ende. Men hov, vent, mangler der ikke noget? Flere og flere litterære udgivelser peger på, at jo, det gør der. Og litteraturen er lige nu fyldt med midaldrende kvindelige karakterer, der skal finde sig en anden plads i livet og litteraturen.

Interessen for kvinden midtvejs i livet kan læses i forlængelse af moderskabslitteraturen; som det næste underbelyste område i kvindelivet, der skal kastes lys på. Flere af værkerne er også en kritik af samfundene og et forsøg på at skrive nye fortællinger frem.

Der er noget for enhver smag, og de valgte værker er vidt forskellige i tone og stil.

Opgør med den stille pige

I begyndelsen af Deborah Levys biografiske trilogi befinder hovedkarakteren sig konstant i gråd på vej op ad rulletrapper på banegårde. Hun er i en form for eksistentiel svimmelhed og skal starte forfra efter en skilsmisse.

Over tre bind følger vi Levy-karakteren, mens hun forsøger at indrette et nyt liv i en slidt lejelejlighed med en bananplante i London og i tilbageblik til barndommen under det sydafrikanske apartheidstyre. Faren bliver fængslet for modstand mod styret, da hun er fem år gammel. Og Levy-pigen holder op med at tale. Herefter følger et liv og et værk, som især handler om at gøre op med den vold, der får kvinder til at tie stille og fylde mindre, end de gør.

Stilen i trilogien er essayistisk og undersøgende: Hvordan kan en kvinde leve sit eget liv, udenfor ægteskabet og uden fast ejendom? Den er filosofisk, feministisk – hvordan skaber kvinden sig en plads i et patriarkalsk samfund og i litteraturen?

Levys hovedkarakter er virkelig godt selskab. Og det er både rart og tankevækkende at følge hende rundt i London på elcykel, i gang med at indrette et nyt hjem for sig selv. Forfatteren har en helt særlig evne til at skrive det almindelige op, så det at lave en citronkylling til sine døtre og deres veninder bliver en storslået handling med utopisk potentiale. 

Stille og fri?

I Rachel Cusks romantrilogi (også kaldt ’Omrids’-trilogien) er den kvindelige hovedkarakter Faye også kommet ud af en skilsmisse. Men krisen er i begyndelsen nærmest ufortalt og virker ikke akut. Cusk spørger som Levy – hvordan er man sig selv? Men resultatet og svaret er helt anderledes. Hvor Levys hovedkarakter tager plads, er livsnyder, er Faye utydelig og passiv. Hun fortæller meget lidt om sig selv, og vi lærer hende kun at kende igennem de mennesker, hun møder. Fx Indleder romanen med at Faye flyver til Grækenland, hvor hun skal undervise i skrivning. Manden i sædet ved siden af giver sig efter kort tid til at bekende sin livshistorie til hende. 

Over tre bind fletter Rachel Cusk et kludetæppe af andre menneskers historie fortalt gennem Fayes perspektiv. Det er gennem de andres historier, vi får et indtryk eller et omrids af Faye. Og ligger der måske en frihed i ikke konstant at skulle udtrykke sit eget inderste?

Vrede kvinder

For hovedkarakteren Birgithe i ’Birgithe med th’ af Katrine Marie Guldager er bægeret for længst flydt over. Moderens død er egentlig bare endnu en spand vand helt ved siden af glasset. Sammen med ’Endnu en dag i Guds skaberværk’ (den næste i en planlagt trilogi) og Albert Windings ’Det jeg tænker mens du taler’, er Guldalders roman eksempler på hjemlig litteratur med vrede midaldrende kvinder i hovedrollen.

Birgithe støder både hjemme og på arbejdet på mænd, der beder hende om at se konstruktivt på familieproblemerne, på sin arbejdsplads – folkeskolen – og det omsorgsfattige samfund, hun ser alle vegne. Men Kathrine har fået nok. Og da hun ser en gruppe drenge genere en hjemløs på Strøget griber hun ind og giver dem en lektion i samfundets uretfærdighed.

Birgithe er med tiden blevet kantet. Hun støder sig på omgivelserne, og de støder sig på hende. Faktisk er det Birgithes manglende tilpasningsevne, der bliver frisættende i romanen. Der er både humor og ramasjang i Guldagers roman, og det lykkes hende at vise os den besværlige midaldrende kvinde – ikke som sølle – men som en moderne heltinde.

Også Alberte Windings hovedkarakter Pio slår sig på verden. Pludselig er hun sådan en, der råber efter en medcyklist. Men Windings roman er mere stille observerende, mere fintmærkende og melankolsk. Pio sørger over tabet af sin søn, der er flyttet til Paris. Hun forholder sig undrende og registrerende til sin egen forvandling midtvejs i livet. Og romanen byder på fine poetiske passager om bl.a. det sene moderskab.

Damer til tiden

Hvorfor alle disse kvinder midtvejs i litteraturen lige nu? Læs, og bliv underholdt, læs, og tænk med.