Forårets krimihighlights: Labyrintisk whodunnit og 300% Jussi

Nu hvor stormen af nye krimiudgivelser har lagt sig efter Krimimessen i Horsens, er det blevet tid til at kigge murbrokkerne og de væltede træer igennem for at se, hvad uvejret efterlod. Mange af forårets nye krimier er danske og skrevet af nogle af de helt store kanoner, som benytter festen i det jyske som springbræt for lanceringen af nyeste krimi-basker. Der er dog også lidt mindre kanoner blandt forårets highlights: en krimi, der markerer en aktuel trend med ’mord i bofællesskaber’ samt 2’eren i en klassisk whodunnit-trilogi om genforeningen med Synnejylland. Mojn!

Steffen Jacobsen: MS Estonia

Serien om Michael Sander og Lene Jensen er uomgængelig, når vi snakker underholdende, stærkt læsbare, danske spændingsserier fra de sidste 10-15 år. Dem, man bare flyver lige igennem, fordi der aldrig er et kedeligt kapitel.

Jacobsen skriver ikke klassiske politikrimier, som vi kender dem, men det er sådan set bare styrken ved Sander-serien, at hovedpersonen er den hersens lidt James Bond-agtige actionmand, som vi alle sammen gerne vil være (eller møde?), når vi går rundt i hverdagens grå, socialdemokratiske trummerum med vores elendige ledningsfri støvsuger og udtrådte sutsko. 

Sådan er den tidligere elitesoldat Michael Sander nemlig IKKE. 

Og dog? På det seneste er Sander blevet ’sat’. Han er gået på pension fra sit frie og vilde arbejdsliv som ad hoc private gun/detektiv/alt-muligt-action-mand, og det pynter ikke på ham. Konen, PET’s Lene Jensen, har skam bemærket det og har taget sig en elsker med lidt mere goddaw i.

Sander får dog en gylden chance for at genfinde sin maskuline ’mojo’, da en russer, som han skylder en tjeneste, rækker ud efter hans hjælp. 

Kan I huske MS Estonia, der sank under mystiske omstændigheder tilbage i 90’erne? Nogle mente, at det var uvejret, andre at bovporten havde en fabrikationsfejl, eller at det sikkerhedstjek, der skulle foretages lige inden afrejsen, var mangelfuldt.

Russeren har en helt fjerde version af dén sag. 

Og magtfulde mennesker har naturligvis en interesse i at skjule sandheden. Denne misere må og skal ende i farlig ballade og heftig tju-bang!

Sarah Engell: Dødens fugle

Sarah Engell er et relativt nyt navn i branchen for kriminalromaner, men i genren ’young adult’ har hun dog været et kæmpe navn i årevis, og nysgerrigheden har derfor været stor omkring YA-forfatterens krimieventyr. Heldigvis er det vellykket. Engells serie-2’er er spændende og skrevet i et let og hurtigt sprog, der sørger for et godt tempo i historien. Desuden repræsenterer ’Dødens fugle’ en spøjs tendens i foråret nyindkøb: 

Danske krimier om bofællesskaber.

Er grønne mikrosamfund fremtiden? Kan idealismen, tilliden og alle de andre gode, moralske begreber, som er nødvendige for at leve i tætte, fredelige fællesskaber, holde til at blive testet af virkeligheden? Og – gys – af mennesker med alle vores fejl?

Her i bogen får vi et whodunnit-mordmysterium på en fiktiv ø i Kattegat, hvor ex-vicekriminalkommissær Anna Krogh sammen med en flok ligesidede har stiftet et sådant samfund væk fra resten af Danmarks opslidende hamsterhjul.

Men det fredelige utopia varer ikke ved… et ægtepar findes dræbt, en ung mand har muligvis begået selvmord, og nogle unge piger forsvinder på mystisk vis. Sagen skal opklares, og Anna Krogh må genfinde sit aflagte politiinstinkt og igangsætte sin egen efterforskning.

Jussi Adler-Olsen, Stine Bolther, Line Holm: Døde sjæle synger ikke

Nå, her kommer den så, forårets mest omtalte krimi, skrevet af trioen Jussi Adler-Olsen, Stine Bolther og Line Holm. Bolther og Holm kender vi i forvejen som det stilsikre makkerpar bag serien om Maria Just, men hvordan går det så, når good’ol Jussi med sin allerede legendariske Afdeling Q-serie kobler sin velsmurte vogn på de damers krimitog? Bliver det da 3 x så godt? 

Ja, det er da lige før!

Projektet er vellykket, og denne fortsættelse, eller genlancering, om man vil, af Afdeling Q med et uventet bind 11 (af de lovede 10) bliver allerede af mange fans set som et af seriens hidtil bedste. 

Vi får et spændende plot fyldt med kriminalromanens vigtigste ingredienser: hemmeligheder og ukendte faktorer. Carl Mørck er pensioneret og skriver krimier, men da han en dag får kendskab til en gammel lydoptagelse, der afslører, at en for længst glemt forbrydelse, et overfald på en kvinde tilbage i 1989, måske havde en tredje impliceret person, opsøger han sine gamle venner i Afdeling Q. Er det mon den rigtige gerningsmand, Carl kan høre på optagelsen?

Selve Carl Mørck træder lidt i baggrunden i dette 11. bind Afdeling Q, så die hard Mørck-fans vil måske savne ’page time’ med den vrisne Allerødienser, men det ændrer ikke på, at Afdeling Q damper derud af i fineste stil, og de +500 sider vil uden tvivl stille krimihordernes Jussi-sult, i hvert fald indtil næste bind kommer.

Katrine Engberg: De uønskedes paradis

En anden stor krimikanon, som er ganske uomgængelig, når hun udgiver nyt, er Katrine Engberg. 
Efter at have afsluttet sin ekstremt populære Kørner- og Werner-serie skruede forfatteren lidt ned for politi-tjubangen, da hun kastede sig over den nye, mere lavmælte krimiserie om privatdetektiven Liv Jensen.

I seriens første bog var der skeletter i skabet fra krigens tid, og her i 3’eren skal Liv igen stikke detektivsnuden ned i den nyere Danmarkshistorie, denne gang handler det om et dødsfald på Christiania i fristadens ret så brogede dage tilbage i 1980’erne. 

Liv er blevet hyret af en advokat, der føler sig truet. Advokaten kendte Livs farfar, som var i politiet tilbage i 1980’erne, dengang en ung mand blev fundet død i et skur på Christiania – en sag, der blev henlagt uden nogen særlig formodning om mord. Mens Liv går rundt hjemme hos advokaten, hører hun pludselig nogen slå ham ihjel.

Tingene peger tilbage på den unge mand, der døde i 1984.

Pernille Schou: Liget i labyrinten 

Fra de helt store krimikanoner til et lidt mindre beskrevet blad. Pernille Schou debuterede sidste år med ’Mord i delegationen’, som vandt Kriminalakademiets pris for bedste historiske krimi, og nu er 2'eren altså klar.

Ligesom i debuten trækker Schou ganske ublu på Agatha Christie og den klassiske whodunnit-genre, som vi jo elsker her på krimiredaktionen. Ægte og falske spor drysses ud til læseren, og skjulte sammenhænge anes for den, der holder tungen lige i munden. Dette foregår uden bestialske chok og hjertebankende cliffhangers, men i det adstadige tempo, der er typisk for genren.

Vi er i Slesvig, og i 1920 står man foran den vigtige afstemning om dragningen af den nye grænse mellem Danmark og Tyskland. I genforeningens ånd møder vores heltinde, sekretæren Vera Lund, igen politimanden Arthur Holland fra Scotland Yard i et Slesvigsk mordmysterium på det gods, hvor Veras bror bor.

Guderne skal vide, at der står mange gode, men også lidt ensartede politikrimier på bibliotekernes hylder, så nu, hvor forfatteren er historiker, glædes vi over at denne professionelle indsigt bliver bragt i spil i krimiform. Læs den og bliv samtidig lidt klogere på et stykke dansk historie.