Dagen der aldrig glemmes

"Først gik angrebskompagniet i land med deres tunge våben, udstyr og køretøjer Bombemaskiner fløj hen over os. Nysgerrige civilister omringede os. Endelig kom ordren til at rykke ind i Kastellet. Her mødte vi danske soldater. De var meget reserverede og irriterede Jeg husker, at en soldat sagde til mig, at han ikke kunne forstå, hvorfor det store Tyskland skulle besætte det lille Danmark. Jeg kendte ikke noget overbevisende svar." Sådan husker den tyske marinesoldat Heinz Kurze den 9. april 1940. Han var som 21-årig var med til at besætte Danmark og anløb København på ”Hansestadt Danzig” sammen med 1.000 soldater fra Kiel. Først på Langelinie opdagede han, hvor den hemmelige skibsekspedition havde ført ham hen.

For københavnerne er det de tyske flyvemaskiner over København, der står stærkest i mindet om den 9. april 1940. De går igen i erindring efter erindring, som Københavns Stadsarkiv indsamlede blandt københavnske pensionister i 1969 og 1975.

"Da vi vågnede om morgenen var himlen helt sort af alle de tyske messerschmidtmaskiner, der cirklede i lav høj over hele København". Sådan står dagen i Jytte Bro Pedersens erindring. Hun var 15 år og cyklede hen til sin skole, Rysensteen Gymnasium.

Frygt og bæven

Nogle husker den 9. april som en dramatisk dag: Gerda Nielsen, der var 21 år og boede i Ingerslevsgade 174, husker, hvordan hendes mor i stedet for at hente slagtervarer i Kødbyen til deres butik hentede sin mor på Nørrebro: "de gik så langs søerne så de kunne springe ned i søen hvis de skulle blive bombet."

For andre står dagen i sig selv udramatisk - som en næsten almindelig arbejdsdag: Smedelærling Gunnar Andersson ( f. 1921) fra Vesterbrogade:  "9. april  1940 om morgenen hørte vi på værkstedet de tyske flyveres overflygning. Vi vidste, at der var noget på færde, men hvad det var, vidste vi ikke. Først langt op ad dagen fik vi besked." Da det bliver fyraften, skyndte han sig hjem for at høre radio.

Bælgravende mørkt

9. april 1940 kom også til at stå i mørklægningens tegn. En malerlærling, hvis mester også har tapetforretning, husker at rullegardiner blev udsolgt på et øjeblik. Kunderne købte i stedet brunsorte tapetruller - en modefarve i øvrigt. De blev klippet til og sat fast på vinduerne med tegnestifter. De blev efterfølgende taget ned om dagen og sat op om aftenen.

"De mange tegnestifter afstedkom en mængde huller i vinduerne. Ja, år efter krigens ophør, kunne man ofte nikke genkendende til disse huller fra den 9. april ved maling af visse vinduer," husker maleren Sv. Erik Kirkebjerg (f. 1922).

Gerda Nielsen fra Ingerslevsgade gik om aftenen ned på gaden sammen med sin kæreste for at se effekten af mørklægningen. Det var en meget stille og mørk aften på Vesterbro. Ingen biler og intet gadelys. Mørkelagte vinduer over det hele: ”Det er noget af det værste jeg har oplevet. Jeg kunne intet se, det var lige som om jeg havde lukkede øjne og jeg klamrede mig til Poul og var glad da vi var hjemme igen.” Chokket er så stort, at Gerda Nielsen søgte sin læge, der konstaterede, at hun var mørkeblind!