Bag Rundetaarns beskyttende mure
Rundetaarn: Gennem århundreder har Rundetaarns robuste mure ydet beskyttelse til københavnere, der søgte ly mod bål, brand og bomber. Også under Anden Verdenskrig var Sneglegangen indrettet som tilflugtsrum under de allierede luftangreb.
Af Rasmus Agertoft, Rundetaarn
Hvad gør man, hvis man slentrer ned ad Købmagergade, og luftalarmen pludselig lyder?
Spørgsmålet blev påtrængende under besættelsen fra 1940 til 1945, hvor københavnerne kom i farezonen, når allierede bombefly ville ramme tyske mål. Overalt i hovedstaden gik man derfor i gang med at lave dækningsgrave og foranstalte beskyttelsesrum i parker, på grønne områder, og hvor der ellers var plads, for ambitionen var, at alle skulle kunne nå i sikkerhed på højst tre minutter. Alene i Tivoli gravede man tilflugtsrum til 20.000 mennesker, og andre steder i byen blev egnede lokaliteter indrettet til formålet.
Samfundssind anno 1941
Sådan var det for eksempel i tilfældet med Købmagergade, hvor Rundetaarn udgjorde et oplagt bombeskjul med sine tykke mure. Tårnet havde begrænsede åbningstider under Anden Verdenskrig, fordi det ikke var til at skaffe opvarmning til billetkontoret, men hvis sirenen hylede, mens der var lukket, kunne man smadre glasset i en lille kasse på porten, tage en nøgle og komme i sikkerhed.
Som det hed i en billedreportage fra 1941:
"Siden Rundetaarn blev Tilflugtsrum, har Nøglen hængt udvendigt paa Døren, parat til i en given Situation at aabne for beskyttelsessøgende Borgere. Men letsindige Hænder, som hverken tog deres eget eller Rundetaarns Samfundssind alvorligt, fjernede den Gang paa Gang. Saa maatte Nøglen selv søge ind i et lille Tilflugtsrum af Metal med Glasrude i og Magistratens Laksegl paa."
I den nederste del af Rundetaarn var der plads til 600 københavnere, som blev yderligere beskyttet af sandsække i nicherne i ydermurene. Og hvis luftangrebet skulle trække ud, var der også råd for det. Til formålet var der nemlig fremstillet bænke med skæve ben, der var tilpasset det skrånende gulv i Sneglegangen.
Sammenstuvede møbler
Det var ikke første gang, Rundetaarn trådte beskyttende til for at hjælpe de trængte indvånere i hovedstaden. Under Københavns brand i 1728, der gik hårdt ud over både Observatoriet, Trinitatis Kirke og Universitetsbiblioteket på etagen ovenover, samledes de husvilde københavnere således med deres bohave i tårnet, så den daværende observator og hans søn måtte klatre over ”Bjærge af sammenstuvede Møbler” for at komme ned på gade, som det hedder i en beskrivelse.
Også da briterne bombede byen i 1807, blev Sneglegangen fyldt med bohave, sengesteder og mennesker. Den medicinstuderende Oluf Lundt Bang, der senere blev kendislæge med filosoffen Søren Kirkegaard blandt sine patienter, har i sine versificerede erindringer skildret lidelserne, men også den tryghed, som Rundetaarns tykke mure trods alt har kunnet tilbyde. Både dengang og under besættelsen, hvor det gamle tårn heldigvis var vidne til knap så blodige begivenheder:
Blandt alle Steder, som ydede Værn,
Man Runde Taarn sikkrest troede,
Derfor langs op ad dets Sneglegang
Halvhundred Familier boede.
Et Skiermbræt, stundom selv ikke det,
Adskilte dem fra hinanden,
Og der blev ei nogen Forskiel giort
Med Hensyn til Pungen og Standen.
Der jeg besøgte og ydede Hielp
Gienboer fra Kannikestræde;
I Kiælderen, hvor de Skiul havde søgt,
Dem Bomberne ilde tilredte.
Den ene Datter fik Benet afskudt,
To andre af Saar fik end flere,
Opflyttet til Runde Taarn de nu
Af mig maae sig lade curere.
De knuste Lemmer, det jamrende Folk,
De brændende Huse i Staden
Nedstemte snart mit lystige Sind,
Jeg fattede Skammen og Skaden.”
