Kunst og udstillinger

Januar og februars måneds kunstudstilling på Nørrebro Bibliotek

Mellem Menneskeligt – at se (solhverv). En udstilling om at se – og blive set

Af Pia Olsson

Mellem Menneskeligt – at se (solhverv)

En udstilling om at se – og blive set

En fællesudstilling af Louise Ystrøm og Nargiz Andersen.


Fotograf Louise Ystrøm og kunstner Nargiz Andersen undersøger mennesket, relationen og de øjeblikke, hvor noget afslører sig – i blikket, i kroppen og i rummet mellem os.


Mellem Menneskeligt – at se (solhverv) samler to kunstneriske stemmer, der begge arbejder med menneskets mange lag. Hvor Louise Ystrøm fanger det umiddelbare og ufiltrerede i fotografiet, arbejder Andersen med de indre bevægelser, der opstår, når man går gennem mørket, gennem troens rum og gennem de erfaringer, der former os.


Sammen skaber de et rum, hvor publikum inviteres til at se – ikke kun med øjnene, men med følsomhed, nysgerrighed og opmærksomhed.
Solhvervet fungerer som metafor: et vendepunkt, et skifte i lyset, et øjeblik hvor noget nyt bliver synligt.


Fernisering: Fredag den 09. januar 2026 kl 17.00

 

Louise Ystrøm (f. 1976) er uddannet sygeplejerske og sociolog.
Bosiddende på Nørrebro.

Arbejder med at skabe visuel formidling i spændingsfeltet mellem dokumentar, leg og kunst. Fotografier og visuelle medier som udforsker mennesker med intimitet og nysgerrighed.

Mine fotografier er øjeblikke – rå, ærlige og uden filter. Jeg bevæger mig dér, hvor livet folder sig ud på godt og ondt, og forsøger at indfange det blik og den stemning, der gør et menneske levende for mig. Denne udstilling er min hyldest til menneskene omkring os – og til alt det, vi opdager, når vi ser. Det socialdokumentariske fotografi interesserer mig, fordi det giver adgang til menneskets sårbarhed og de øjeblikke, der ofte forbliver usete. Min baggrund som sygeplejerske og sociolog har givet mig en særlig indsigt til menneskers liv og livsvilkår.  Jeg har gennem mange år arbejdet med fotografiet som medie og udtryksform.

Instagram @vexphotography_ystroem_nielsen

vexphotography.com

 

Nargiz Andersen (f. 1983 i Ganja, Azerbaijan) bor i Sydhavnen.
Baggrund som uddannet pædagog og kandidat i Materiel Kultur og Didaktik. Jeg arbejder med menneskets indre landskaber og de spor, som livets trængsler efterlader. Mine værker kredser om det at bevæge sig gennem mørke perioder, om savn, smerte og de stille overgange, hvor noget brister, og noget andet langsomt tager form.

En central del af min praksis udspringer af erfaringer som konvertit fra islam til kristendom. Denne bevægelse – både åndelig, eksistentiel og identitetsmæssig – danner et teologisk og personligt afsæt for mit arbejde. Jeg undersøger, hvordan tro, tvivl, brud og forvandling kan mærkes i kroppen og i vores måde at forstå os selv på.


Instagram @nargizkunst

https://nargizkunst.portfoliobox.net/contact