September måneds kunstudstilling
Mosaik - Fortællinger om hjem, tilhørsforhold og livet mellem flere kulturer
Af Pia Olsson
MOSAIK
Hvad betyder det at høre til? At have hjem i flere lande – eller slet intet sted? At genkalde gamle minder – egne som overleverede? At være en del af fællesskabet – og alligevel stå ud fra mængden?
I udstillingen MOSAIK møder vi unge mennesker, hvis liv er formet af bevægelse – fysisk, emotionelt og historisk. Nogle har selv krydset grænser, andre bærer fortællinger om migration fra tidligere generationer med sig. Fælles for dem er, at Danmark er deres hjem – men ikke altid et sted, de føler sig hjemme.
Deres stemmer danner tilsammen en mosaik: mangfoldig, ufuldkommen, ærlig. Gennem billeder, lyd og tekstbrudstykker tegner MOSAIK et alsidigt billede af, hvordan flerkulturalitet både indebærer forskelsbehandling og udfordringer – men også bringer styrke, nye indsigter og nuancerede perspektiver med sig. Fortællinger om hjem, tilhørsforhold og livet mellem flere kulturer væver sig ind og ud af hinanden og giver indblik i de erfaringer, der alt for sjældent får plads i de danske museumssamlinger.
Men måske er det netop i mosaikken – i brudstykkerne, kontrasterne og sammensætningen – at vi opdager det fælles menneskelige; behovet for at høre til og spørge os selv: hvad betyder hjem for mig?
Udstillingen er udarbejdet af Immigrantmuseet i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke, Amagerplanen, Os Udenfor, Unge4Statsborgerskab, Meleret Melanin, Almen Modstand og mere end 30 unge bidragsydere.