Børn og unge

Den allerførste læsetræning

I 0. klasse begynder dit barn at sætte bogstaver sammen til lydrette ord. Her får du vores bedste tips til, hvordan du kan støtte dit barn i den allerførste læsning. Lad os slå fast én gang for alle, at succesoplevelser i forbindelse med læseindlæringen er helt essentielle for lysten til at lære at læse.

Af Nanna Gregersen og Sigrid Brix

Hvad er læsning?

Læsning = Afkodning x Forståelse 

Afkodning er den tekniske del; altså det at sætte lyde sammen. I den spæde start skal dit barn øve læsning ved at sætte lyde sammen til lydrette ord på to bogstaver – fx is. Det kaldes at lydere sig frem til, hvad der står ved at sætte i's lyd: iii og s's lyd: sss sammen til iiisss: is.

Lydret vil sige, at bogstaverne lyder som deres primære lyd. Eksempler på lydrette ord: bil, lama, te, ål. Eksempler på ikke-lydrette ord: er (e'et lyder som et a), vild (d'et er stumt) og vil (i'et lyder som et e).

Forståelse vil sige, at dit barn finder mening i ordene. Det giver mening at læse, når barnet kender betydningen af de læste ord. Børn med et stort ordforråd vil derfor have betydeligt lettere ved at lære at læse og ved at fastholde motivationen end børn med et mindre ordforråd, fordi det er demotiverende at lydere sig gennem en tekst, som man ikke forstår.

Idéer til aktiviteter der støtter læsetræningen

  • Lav jeres eget spil med bogstaver, barnet kender. Læg vokalerne i en bunke og konsonanterne i en anden. Træk et kort fra hver bunke, sig først lydene hver for sig og sæt dem derefter sammen
  • Lån bøger på biblioteket med lydrette ord på højst to bogstaver

Hvordan finder du bøger med lydrette ord på højst to bogstaver?

Find bøger til den allerførste læsning under kategorien "Start" i Bogborgen på biblioteket. Bøgerne egner sig til den allerførste læsning, når de er lydrette og kun består af ord på op til to bogstaver.

Hvordan ved du om bogen er lydret?     

Måske står der ’lydret’ på forsiden, men undersøg ved at læse de første fire-fem sider, om bogen holder, hvad den lover - det gør mange af bøgerne nemlig ikke!

De lydrette bøger er generelt svære at få overblik over, fordi hvert forlag fortolker lydret-begrebet mere eller mindre stringent:

  • Nogle forlag kalder det laveste niveau A, mens andre kalder det 0
  • Lydret-princippet tages hos næsten alle forlag med et gran salt. Kun forlaget Alkalær er stringent med dette og udgiver bøger, der er 100 % lydrette
  • Nogle forlag operer med en kategori, de kalder Lydlet, som ser ud til at betyde "Kun delvist lydret"

Da kun 5% af alle ord på dansk er lydrette, får dit barn tidligt brug for at kunne læse nogle af de 120 hyppigst forekommende ord. Det er derfor helt fint tidligt i læseprocessen at vælge disse bøger på trods af, at der optræder ganske få ikke-lydrette, hyppige ord, fx "og". Vær blot opmærksom på, at dit barn skal guides til at genkende ordet i stedet for at sætte bogstavernes lyde sammen.

Består bogen kun af ord på op til to bogstaver?       

Dette kriterie har stor betydning for barnet, der lige er begyndt at øve sig på at læse. Først, når dit barn med stor sikkerhed læser ord på to bogstaver, bør det præsenteres for ord på tre bogstaver. At "læse med stor sikkerhed" betyder, at man kan læse mindst 9 ud af 10 ord. For glem ikke: Vi stræber efter en succesoplevelse!

Bogens indhold er på dette niveau mindre væsentligt at tage hensyn til end sværhedsgraden, men det er selvfølgelig en god idé at finde flere bud, som dit barn kan vælge mellem.

Sådan får du succes med læsetræningen

Det er med læsning som at bygge et hus; hvis fundamentet ikke er stabilt, kan I glemme alt om at gå i gang med at bygge videre på huset.

Du understøtter dit barns læseindlæringsproces ved at fokusere på tre punkter:

  1. Lad dit barn øve sig på sit niveau, indtil der er stor sikkerhed – fx de store bogstavers lyde og form. Hvis dit barn har lettest ved at genkende de store bogstaver, kan det være en fordel at vælge lydrette bøger fra forlaget Alkalær, som udgiver lydrette bøger skrevet med store bogstaver
  2. Leg med ord derhjemme – fx rim, remser, ords betydning, synonymer (flere forskellige ord, der betyder næsten det samme) og homonymer (ord, der er ens, men har forskellig betydning)
  3. Læs højt for dit barn, og tal om, hvad historien handler om, og om nye ords betydning

Hvis dit barn gentagne gange oplever, at læsetræningen volder problemer, ryger troen på, at det kan lade sig gøre at lære at læse. Hav derfor de næste år først og fremmest fokus på succesoplevelsen (Jeg kan!), når dit barn læser hjemme. Også selvom det betyder, at I dermed træner på samme niveau – fx læsning af lydrette ord på to bogstaver – i en lang periode.