PAP: Pegebøger til små læsere
De første bøger er nogle af de vigtigste i et langt læseliv. Derfor har vi samlet et solidt udvalg af sjove pegebøger med tykke sider, der både kan modstå fedtede fingre og ivrig bladring!
Af Pernille Hartfelt
Man bliver læser længe inden man kan tyde bogstaver og ord selv. Derfor er det vigtigt at give børnene nogle gode, sjove og spændende første møder med bøger og litteratur.
Amanda Sandegaard, der er lingvist og litterat, har sammensat forløbet ’Fra sprog til bog’ om børns sprog og litteratur for Københavns Biblioteker. Her kan du, i en række mails skræddersyet til din barns alder, ”få let og hurtigt læst info om børns sproglige udvikling ledsaget af børnebogsanbefalinger, læsetips og inspiration til mere læsning til den voksne.”
Hun giver desuden tre overordnede gode råd til læsningen med de mindste:
1. Det vigtigste er at starte tidligt med læsningen. Læs højt for dit barn – også selvom det ikke forstår så meget endnu. På den måde bliver læsning gjort til en naturlig og hyggelig aktivitet.
2. Pegebøger et godt sted at starte for de yngste børn. Der er pegebøger med og uden tekst, pegebøger med låger, i små og store formater og om alverdens emner. De er relativt korte og passer til det lille barns koncentrationsevne.
3. Tal langsomt og tydelig, så barnet får så mange ord og lyde med som muligt … Giv barnet tid til at pege, pludre og bladre og relater det efterfølgende til billederne, historien eller hverdagen. På den måde kommer læsningen til at føles som en leg.
Herunder har vi samlet et udvalg af sjove pegebøger med tykke sider, der både kan modstå fedtede fingre og holde til ivrig bladring. Her er både klassikere som ’Halfdans ABC’ og ’Den sultne larve Aldrigmæt’ i solide papudgaver – og helt nye pegebøger om alt fra dyr, havearbejde, toiletbesøg og … bornholmske ord!