At leve skjult i Rundetaarn

Da man i 1931 restaurerede orgelet i Trinitatis Kirke, fandt man en gammel marmortavle under det store instrument. Fem år senere blev marmortavlen hængt op i Rundetaarns Sneglegang, for marmortavler er nu engang ikke bestemt til at være gemt af vejen. Eller sagt på en anden måde: Den gamle sentens om, at den, der lever skjult, lever godt, er ikke møntet på dem.

Ordene, som mest berømt er blevet formuleret af den romerske digter Ovid, passer langt bedre på en af 1700-tallets mindre kendte videnskabsdyrkere, den astronomiske forfatter Johan Samuel Augustin (1715-1785). Det mente han i hvert fald selv, for sentensen var hans motto, som også kom til at stå på hans grav.

Helt under radaren formåede han dog ikke at holde sig. Selv om det ikke er noget, der tales højt om på marmorpladen i Sneglegangen, var det nemlig ham, der forfattede dens latinske tekst. Når han trods alt er blevet husket i eftertiden, skyldes det dog betegnende nok i højere grad hans sidste hvilested end hans liv.

Usund stank

Da Johan Samuel Augustin døde i 1785, var det nemlig stadig kutyme, at folk, der havde mulighed for det, foretrak at lade sig begrave inden for Københavns volde og allerhelst inde i kirkerne, hvor det var mest fornemt at ligge.

Ifølge den samtidige skribent Rasmus Nyerup (1759-1829), der også var leder af Universitetsbiblioteket med indgang fra Sneglegangen, udsendte ligene imidlertid en stank, som både var ubehagelig og udgjorde en sundhedsrisiko i den tætbefolkede hovedstad. Eller som Nyerup skrev: "de af saa mange Begravnes Lig opstigende mephitiske [usunde] Dunster forgifte Luften".

Under åben himmel

For at komme problemet til livs var der allerede i 1760 blevet anlagt en kirkegård uden for voldene, der skulle aflaste byens begravelsespladser. Men det var svært at få de fine københavnere til at benytte den nye Assistens Kirkegård, der i lang tid kun blev benyttet af byens mindre bemidlede.

Der kom først rigtig skred i tingene, da Augustin traf den usædvanlige beslutning, at han ville begraves ”på fattigkirkegården uden for Nørreport”, som han skrev i et tillæg til sit testamente. Nyerup sammenfatter hans sidste vilje med ordene: "Paa Gravsens Bredde gav ham hans skyldfri Aand det Vidnesbyrd at han aldrig havde fornærmet Nogen i levende Live; nu vilde han ej heller efter Döden forgifte den Luft som de Efterlevende skulde indaande; han vilde hvile under aaben Himmel".

En populær kirkegård

Som sagt, så gjort. Augustin blev med Nyerups ord ”den første Mand af nogen Anseelse og ophøjet Stilling i Staten”, der blev begravet på Assistens Kirkegård, og hurtigt fulgte mange andre trop, blandt andet hjulpet på vej af et forbud i 1805 mod at anlægge nye indendørs begravelser.

En af de andre, der kom til at ligge på den tidligere fattigkirkegård, var en af 1700-tallets største danske billedhuggere, Johannes Wiedewelt (1731-1802). Han stod også bag adskillige af kirkegårdens gravmæler, blandt andet det over Augustin, som han havde været venner med i levende live. Wiedewelts gravsten over Augustin, der var placeret i kirkegårdsmuren, er dog siden forsvundet og erstattet af en nyere.

Grundigt til værks

Bedre er det gået med marmortavlen i Rundetaarns Sneglegang, der også er hugget af Johannes Wiedewelt, selv om den unægtelig hører til hans mere beskedne værker. Den sad oprindelig over indgangen til Observatoriet på toppen af tårnet, hvor den fortalte om en ny observatoriebygning fra slutningen af 1700-tallet. Efter at familien Horrebow gennem store dele af århundredet havde haft ansvaret for Observatoriet, trængte det nemlig til en gennemgribende fornyelse, og den nye leder, Thomas Bugge (1740-1815), gik grundigt til værks og rejste rundt i Europa for at se på, hvordan de mest moderne observatorier var indrettet.

Da Bugge kom hjem, rev han det gamle observatorium ned og byggede et nyt i form af en ottekantet bygning med to sidefløje og forsynede det med nye instrumenter. Eller som det hedder i en dansk oversættelse af Augustins latinske tekst på marmorpladen: "Støttet af Kong Christian VII’s Rundhaandethed sørgede Grev Otto de Thott for at dette ny Observatorium, efter at det ved den kongelige Gavmildhed var udrustet med de bedste Instrumenter, kunde indvies til Urania den 11. Oktober 1780."

Endnu en tavle

Summen af gode kræfter skulle dog vise sig ikke at være nok. Hverken det nye observatorium eller instrumenterne var helt så gode, som Augustin gav udtryk for på marmortavlen, og på et tidspunkt blev tavlen taget ned og glemt. Indtil den altså blev genfundet under Trinitatis Kirkes orgel og sat op i Sneglegangen, selv om tårnets arkitekt, Henning Hansen (1880-1945), egentlig havde frarådet det og hellere ville have den til at indgå i den nyligt oprettede astronomisk-historiske samling.

Oprettelsen af denne samling faldt sammen med opførelsen af det nuværende Folkeobservatorium i 1929, og begge dele blev mindet på endnu en tavle, som blev sat op sammen med Augustins og Wiedewelts. Den regerende konge nævnes også på den nye tavle, men hovedrollen spilles af borgmester Ernst Kaper (1874-1940), der tillige var formand for tårnets bestyrelse, og af Københavns magistrat, der kort forinden havde overtaget administrationen af Rundetaarn. Og det skulle i hvert fald ikke skjules.