Juletræerne i København
Mange steder på Østerbro kan man i julen købe juletræer. Blandt andet på Victor Borges Plads og på Sankt Jakobs Plads. De mest populære juletræer er dem af typen Nordmann. Og det var lige nøjagtig på det sted mellem Victor Borges Plads og Sankt Jakobs Plads, at Gartneriet J.E. Ohlsen lå. Nordmannsgranen blev opkaldt efter den finske botaniker, A. von Nordmann, der fandt den Kaukasus i 1836.
Af Morten Lander Andersen, Østerbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv
I 1850 blev nordmannsgranen indført i Danmark af J.E. Ohlsen. Gartneriet drev frøeksport og herfra blev der solgt nordmannsfrø til resten af Danmark. Gartneriet var begyndt i 1804. Den sidste del af gartneriets historie på Østerbro var under enken Albertine Christine Ohlsen. Hun drev gartneriet fra 1821 til sin død i 1904. Da flyttede hendes efterkommere gartneriet ud fra byen. Grunden blev solgt til Københavns kommune til byggegrunde. Det er pudsigt at tænke på de mange juletræer af Nordmannstypen, der sælges på Østerbro oprindeligt stammer herfra.
Det første juletræ
Det kan være på sin plads at komme ind på det første juletræ i København. Det har været populært at mene, at det var Martin Lehmann, der var den første københavner med et juletræ i stuen. Det var i 1811, at familien Lehmann bragte et grantræ indenfor og pyntede det i hjemmet i Ny Kongensgade nr. 6. Det vakte stort postyr og folk kravlede op på stiger for at se ind på det skøre foretagende. Martin Lehmann havde gjort det for sin søn, den lille Orla. Martin havde selv oplevet den sære tradition, da han stammede fra Holsten – et af de tyske fyrstendømmer. Historien er nok blevet populær på grund af sønnens berømthed senere hen. Orla Lehmann blev en af de vigtigste grundlovsgivere og en af de mest betydningsfulde politikere i danmarkshistorien. Ham ligger begravet på Holmens Kirkegård.
Men allerede i 1804 er der registret et juletræ på Gammel Strand i nr. 42. Det var den kun 25-årige jurist og ungkarl, Johann Wolfhagen, der til stor forundring fra stuepige og naboer fik installeret et juletræ i stuen. Han var fra Slesvig, men havde oplevet det på studietur til Tyskland. Man taler normalt om at det var i 1808 det første juletræ blev tændt i Danmark på Holsteinborg i Sydsjælland, men faktisk var det i København i 1804.
Juletræet blev hurtigt populært. I bladet Politivennen kunne man den 25. december 1824, læse om juletræer:
Om Jule-Træer
Det ville være synd og urimeligt at misunde den glade og lykkelige barndom at frydes ved det vi kalder juletræer, som på det seneste er blevet mere og mere i brug i mange familier og cirkler, eller at misunde de ømme og kærlige forældre den fest at tilberede og skænke deres børn og små venner juletræer. Man ser at forældrene omhyggeligt og nogle dage i forvejen, på et sted skjult for børnene, tilbereder disse juletræer, behængt med adskillige små ting som fx lys, illuminationer osv. som gør børnenes juletid ubeskrivelig lykkelige. Altså er skikken både uskyldig og god i sig selv.
Kun beklageligt er det at den måde det foregår på har en anden skadelig følge, som vi her vil bemærke.
Man ser allerede, og har i nogle dage set, at aviserne annoncerer hvor juletræer var at få til købs.Man har set amagere og andre bønder sætte dem til salg på torvene og i gaderne. Det er nemlig toppen af unge taks-, gran eller andre nåletræer som for deres smukke og til hensigten passelige dannelser er mest bekvem at sætte i baljer eller på anden måde til at opstilles. På disse hænger forældrene små foræringer, så synet af dette når dørene åbnes til helligdommen, fryder børnene.
Man ser blandt disse mange unge træer som er trukket op af jorden med rode. Er det ikke skadeligt at ødelægge nogle hundrede årligt bare for en kort fornøjelse for børn i nogle dage. Og hvis det breder sig endnu mere, måske et stort antal af unge tilvoksende træer? Det træ der rykkes op med rode, er ødelagt. Og det træ hvis smukke top er hugget af, bliver forknyt og kan aldrig blive til et træ. Hvor let kan det ikke forlede en bonde til for at tjene nogle markedspenge ved at ødelægge træer der med flid har været plantet og hvis vækst er meget langsom. Hvor let kan den bonde der kører igennem en plantage, ikke forledes til at hugge eller rykke unge træer op for denne øjeblikkets gevinst.
Det synes indsenderen uomgængeligt at forstvæsenet eller anden ansvarlig myndighed med grund og rimelighed burde udstede strengt forbud mod salg og brug af disse slags toppe og træer til nævnte juletræer.Skulle en snedkermester ikke kunne finde på at udfærdige en passende opsats af pinde eller deslige til at bruge i stedet for juletræer. Forældre havde da den fordel at kunne gemme et sådant træ fra det ene år til det andet.
Lige nøjagtig 200 år efter denne opfordring fra Politivennen, kom der for første gang et plastikjuletræ på Trianglen. Det er Østerbro Handelsforening, der sørger for julepynten på Nordre Frihavnsgade og juletræet på Trianglen. En ny bestyrelse har i år valgt at indkøbe et plastikjuletræ, som kan genbruges år efter år.
Dyk ned i Københavns historier – direkte i din indbakke
Er du interesseret i Københavns historie og byens udvikling? Med nyhedsbrevet "Bag om København" får du hver måned spændende artikler om byens kvarterer og historiske begivenheder. Vi giver dig inspiration til gode bøger, spændende arrangementer og bogkonkurrencer.
Tilmeld dig i dag og få byens historie leveret direkte i din indbakke.