Septembers krimihighlights: Fortidsmysterier og AI-mareridt

Af Jesper Marcussen 13. september 2024

Københavnsk granddad lit anno 1938

Komintern er betegnelsen for den Sovjet-styrede gruppe, der i årtier opererede i bl.a. Vesteuropa for at støtte og samle de internationale, kommunistiske interesser.

I Benni Bødkers spændingsroman af samme navn er vi i København i 1938. Det er en tid, hvor vores hovedstad er et af centrene for Kominterns undergrundsarbejde, efter at grupperingen er blevet presset ud af Nazityskland. Det er også en tid, hvor Stalin agerer aggressivt og blodigt ved at likvidere såkaldte forrædere indenfor egne røde rækker.

Stalins aggression får den spaniensfrivillige Johannes Borum til at vende ideologien ryggen. Han slår sig ned som privatdetektiv i et København, der er overrendt med agenter, spioner, sabotører, nazister, drukkenbolte og socialdemokrater. Da hans gamle flamme, Komintern-agenten Marika, henvender sig, er det med opgaven at finde Marikas nye kæreste, en estisk mand, som er forsvundet efter Stalins forræderianklager.

Det er ikke første gang, at Benni Bødker har vist sig som en begavet fortæller i den historiske granddad lit agentgenre – tænk blot på 2023’s koldkrigsthriller ’Et hus med tusind øjne’. Kominterns privatdetektiv giver desuden bogen et strejf af københavnsk Philip Marlowe.

Benni Bødker: Komintern

Lejemorder med pensionsplaner

Vi var været omkring dem før: Disse mennesker, der har et særligt sæt færdigheder og lever i en helt anden verden end den, vi andre kender til. Agenter, spioner og lejemordere. Krimiredaktør-kollega Katrine beskrev forgængeren til ’Snigmorder Atten’ – som selvfølgelig hed ’Sytten’ – sådan her: ”Det er ligesom at se en actionfilm. Kapitlerne er korte, bilerne hurtige og drabene mange. Jeg anbefaler den til læsetrætte 7. klasses-elever.”

Så er vi ligesom sporet ind på, hvad vi har med at gøre. Der er knald på hele vejen, og kedelige kapitler er for længst tilintetgjort med iskold præcision af forfatterens dødbringende pen.

I ’Snigmorder Atten’ møder vi lejemorderen, som går under dæknavnet Sytten, på et resigneret og livstræt sted i livet. Han er faktisk så træt af det hele, at han hver aften sørger for at gøre sig selv til et easy target. Sytten forventer nemlig en dag at blive snigmyrdet og derefter efterfulgt af lejemorderen med dæknavnet Atten. Det er sådan man pensioneres i lejemorderland, koldt og kynisk, videre i talrækken.

Men da han endelig bliver forsøgt skudt, er skytten ikke det toptrænede agentmuskelbundt, han havde forventet. Det er en forhutlet og mentalt ødelagt lille pige, som Sytten tager under sine vinger. Sytten lader da sin pistol og kaster sig ud i jagten på dem, der har sendt hende.

John Brownlow: Snigmorder Atten

Nogen ved noget på kostskolen

Nogle, måske nok de fleste, krimier og spændingsromaner er ”bare” en god historie, et godt plot, god underholdning med et velfungerende sprog. Gribende underholdning og gysende fordybelse. Men nogle bøger vil lidt mere end det, fx Rebecca Makkais thriller ’Må jeg stille dig nogle spørgsmål’. Aktuelle problematikker om, hvordan vi omgås hinanden i en verden fuld af seksualitet, raceskel og forskel i privilegier, tages op i et whodunnitplot om fortidens hemmeligheder af en forfatter, der tidligere har skrevet dyster og gribende socialrealisme, før hun altså valgte at skrive et thrillerbaskerhit.

Men bogen har også det gode plot, som enhver thriller kræver:

Vi er på en kostskole for de rige og overprivilegerede i den amerikanske overklasses naturskønne baghave, New Hampshire. Da den populære og attraktive elev, Thalia, findes død i skolens svømmehal, dysses sagen ned, og en sort ansat dømmes for mordet. Vores hovedperson, Bodie, var Thalias værelseskammerat dengang. Hun var fripladselev, følte sig anderledes end de andre og hadede sine år på skolen, men nu – som voksen – er hun vendt tilbage som lærer i podcastteknik. Og noget ved den gamle sag får hende til at sætte spørgsmålstegn ved det, der skete dengang.

Rebecca Makkai: Må jeg stille dig nogle spørgsmål?

Tycho Brahe som whodunnit

Så er vi vist tilbage i ”bare en god historie”, og det er også helt fint. De fleste har hørt myten om astronomen Tycho Brahe, der under en middag holdt sig så længe i sin rustning, at han døde af sprængt blære. Av for dén. ”Man” kender denne kaffeinducerede problematik fra bibliotekarernes årsplansmøder. Men… netop denne myte om astronomens død skulle for længst være afkræftet, så hvordan døde den gode Tycho egentlig?

Det har manuskriptforfatter Jesper Bernt sat sig for at spinde et krimiplot omkring.

Vi er i det tidlige 1600-tals Prag, hvor Tycho Brahe eksilerede efter sin konflikt med Christian IV, og Tycho står foran en skæbnesvanger horoskoplægning vedrørende Kejser Rudolfs kommende krigslykke samtidig med at han arbejder på et større, videnskabeligt gennembrud. Men Tycho Brahe falder om, som var han forgiftet, og han svæver mellem liv og død. Omkring ham findes et galleri af mulige mistænkte: Er det den danske konge, der er ude efter hævn? Er det den forsmåede assistent, Kepler? Er det hustruen? Eller er det fætter Erik, hvis pludselige ankomst til Prag måske dækker over skjulte motiver?

Jesper Bernt: Dage af støv

Kaotisk og realistisk fremtidsvision

Thomas Bagger, der engang udtalte, at for ham er det en god dag, hvis han lykkedes med at skrive blot én enkelt A4-side, er til trods for sit daglige dræbersnegletempo ankommet til bog fire i serien om Stage og Flugt. Ting tager tid, og måske er det netop fingrenes forsigtige hastighed, der er grunden til den kvalitet, der findes i århusianerens krimiserie om de umage fjender og kollegaer i Task Force 14, David Flugt og Lucas Stage.

I ’Koden til kaos’ jager de hvert deres mål: Flugt undersøger en terrormistænkt konspirationsteoretiker, og Stage er på en sag om afpresning af landets forsvarsminister, der – øjensynligt – er filmet i seng med en meget ung pige.

Konspirationsteoretikere og kunstig intelligens er to af tidens mest heftige og ukontrollerbare kræfter, og med kaospiloterne Flugt og Stage ved roret, ja, så er der simpelthen dømt fullblown kaos!