Junis krimihighlights: Rundt i Danmark og fuld plade med familieproblemer
Foråret er som altid fyldt med en masse spændende krimiudgivelser, og vi har samlet nogle af de bedste, som du kan lade dig inspirere af, når du skal sammensætte din sommerlæseliste.
Af Katrine Skovgaard
Farlige familieforhold
Når man lader blikket glide ned over listen med nye bøger, så er der et emne, der springer en i øjnene. Det er noget krimigenren ofte kaster sig over, så vi burde ikke være overrasket over at starte med fem bøger om familieproblemer. Det er jo her, at dramaet for alvor kan virke genkendeligt. Men det er også her, at vi forstår, at der er noget på spil, når de trygge rammer brydes.
I ”Stemmerne fra skoven” forsvinder 13-årige Barbara Van der Laar sporløst, mens hun er på lejrskole i en skov. Men efterforskerne står overfor en ret anderledes sag. Den rige Van der Laar-familien, der ejer lejren, lever meget tilbagetrukket og det er ikke første gang, at et barn fra den her familie forsvinder. 14 år tidligere forsvandt Barbaras bror, Bear fra præcis samme skov. Og så er der ligesom sat godt gang i en klassisk krimifortælling.
De næste fire bøger om farlige familieforhold står forlaget Jentas for. Der må have siddet en inde på forlaget og tænkt: ”Vi har brug for en masse krimier om familier, hvad findes der, vi kan oversætte?” og det er så det, de har skyllet ud på markedet. I både ”Sygeplejersken” og ”Klinikken” er vores hovedperson en kvindelig sundhedsprofessionel, der skal hjælpe en familie. I ”Sygeplejersken” bliver Darcy hjælper for en familie, men hun kan mærke, at der er noget helt galt. Den uhyggelige krybende fornemmelse driver fortællingen frem, mens det i ”Klinikken” er desperation og hemmeligheder, der får dig til at vende siderne. Her arbejder Emily på en fertilitetsklinik, hvor hendes ekskæreste kommer ind med sin nye kæreste.
I ”Barnet” drømmer Lucy brændende om et barn, men hun kan ikke få børn selv, så da hun en morgen vågner og finder et barn i en kommodeskuffe, er det med blandede følelser. Hun har hukommelsestab og kan ikke hundrede procent udelukke, at hun har bortført barnet. Der er selvfølgelig en masse hemmeligheder på spil, ligesom der er i ”Plejedatteren”, hvor Riley beslutter at besøge sin plejefamilie femten år efter, at hun forsvandt. Hun har sin lille søn med – og en masse hemmeligheder. Og så dør Rileys barndomsveninde, efter at de to er blevet set skændes efter hendes hjemkomst. Begge bøger har en desperat tone, der giver en virkelig god fremdrift.
Rundt i Danmark
Mon du skal på sommerferie rundt i Danmark i år? Du kan selvfølgelig også bruge bøgerne til at rejse rundt. Så kan du nå både til Samsø, Aarhus, Uldum Kær og måske helt til verdens ende.
Lad os begynde på en af Danmarks hyggeligste øer, hvor vi også skal have fat i en hyggelig krimi. Forfatteren Christian Frost bor selv på Samsø og i ”Mord på Samsø” sætter han sig selv som hovedpersonen i en virkelig skør og varm krimi. En rig kvinde findes død i en pool, og politiet konkluderer, at det er et uheld, men Christian Frost bliver som krimiforfatter modvilligt viklet ind i sagen. Men på den anden side, vil han virkelig gerne finde sandheden før hans nemesis true-crime-podcasteren Lone Sand.
Fra Samsø tager vi da lige færgen over til Aarhus, hvor journalisten Mikkel Kaiser er udstationeret på politigården. ”Kragetæer” er Jeppe Højmarks debut og her kan vi virkelig mærke livet i Aarhus by. Mikkel følger politiets arbejde, da to lig bliver fundet i en kirke, og han bliver endnu mere en del af sagen, da man modtager et brev skrevet med uhjælpelige kragetæer. Det er en krimi om dem der levet på kanten af samfundet – benhård og velskrevet.
Vi bliver i Jylland, men forlader byen og drager sydpå til naturområdet Uldum Kær omkring Gudenåen mellem Uldum og Tørring, her bliver en ung gymnasiepige overfaldet og efterladt til at dø i bogen ”Grundvold”. Det er Jacob Hedegaard Pedersens første bog om efterforskeren David Bagger, og det er en klassisk efterforskningskrimi, hvor vi kommer rundt i hele lokalområdet.
Og så lovede jeg da vist, at du kunne komme til verdens ende. Så lad os forlade Danmark og tage til England, for det er åbenbart her, at verden går under. ”Mordet ved verdens ende” foregår på en tidevandsø ved Cornwall i 1910, hvor Grev Conrad er overbevist om at Halleys komet vil udslette jorden. Han beordrer, at hele godset skal aflåses, men han låser en morder inde sammen med dem, og næste morgen findes han myrdet. Butleren Steven Pike bliver mistænkt for mordet, men han har heldigvis en allieret i den ældre matriark på godset. Det er en kærlighedserklæring til de klassiske krimier, og hvis du savner Downton Abbey, så skulle du tage at prøve den her bog.