Ordene er giftige: dommedag til lands, til vands og i luften
L’affaire Blæsbjerg/Mygind bryder ind i Fluxus’ fredelige forureningsformidling
Af Caroline Enghoff
Stop pressen!
Denne reportage om forureningslitteratur var praktisk talt sat i søen, da en af de giftigste skandaler i #dklit brød gennem overfladen i starten af november. Vi taler selvfølgelig om den nylige anklage fra forfatter Johanne Mygind, som i mediet Zetland har beskyldt forfatterkollega Kim Blæsbjerg for at have stjålet idéen og familiehistorien til sin prisbelønnede Cheminova-roman De bedste familier. Det er en broget historie, som hverken Fluxus-redaktionen eller den litterære verden kender slutningen på. Men én ting står i hvert fald ikke til diskussion: Antallet af litterære udgivelser om forurening stiger øjensynligt lige så hurtigt som antallet af pesticider i vores drikkevandsboringer.
Vi venter i spænding på Myginds egen Cheminova-roman (udkommet d. 30. oktober), men for den forureningsnysgerrige bobler den danske bogverden af muligheder. Litterær Fluxus har skiftet den kulturradikale pibe ud med et lifestraw og gør klar til at dykke ud i forureningens litterære genkomst!
Læs Johanne Myginds interview med Zetland
Kulsorte viktorianske rødder
I 1800-tallet betød industrialiseringen, at forurening begyndte at manifestere sig i dommedagslitteraturen – ofte med særlig opmærksomhed på storbyens nye, gyselige kulrøg. Har man læst Dickens, har man også slugt sin andel henførte beskrivelser af tilsværtede stuer, hostende småbørn og sorte røgslanger der snor sig til vejrs fra allehånde uddunstende skorstene. Dickens er dog blot det mest kendte eksempel på det 19. århundredes tilsodede undergangsfortællinger; et andet er den i dag ukendte ”The Doom of the Great City” (1880) af William Delisle Hay, som regnes for det første litterære værk om storby-apokalypse. Den foregår i et fiktivt London år 1942, hvor hele byen bliver kvalt til døde i giftig røg, stærkt antydet som straf for samfundets moralske fordærv. Det var jo trods alt viktoriatiden.
Fra Ibsen til Jaws: forurening til vands
Vandforurening er mere usynligt og nemmere at fortrænge end den tykke London-smog, men finder alligevel vej til litteraturen nogenlunde samtidig i Henrik Ibsens forureningsklassiker ”En Folkefiende” (1882). Den foregår i en idyllisk norsk landsby, hvor lægen doktor Stockmann prøver at advare om vandet i det kurbad turisterne strømmer til, som er så forurenet at det er livsfarligt – eller med hans ord ”en pesthule”, ”en kalket forgiftig grav” med ”infusorier i mængdevis”. Fortællingen om den ædelmodige whistleblowers kamp mod turistbranchen holder stadig i dag – og var en af Steven Spielbergs store inspirationskilder til ”Jaws.”
Frisk gift: de nye forureningsbøgers ankomst
Selvom vi siden Dickens har fået mere miljøvenlige energikilder end kul og til en vis grad er stoppet med at hælde spildevand i badesøer – i hvert fald her i smørhullet – kan man roligt sige, at forureningen stadig truer. Egentlig er det overraskende at øko-/klima-/forureningslitteratur først for forholdsvis nyligt er blevet en større litterær tendens. Åh, at fortrænge er at leve, som HC cirka sagde mens han fløj afsted i sin kuffert med et stensikkert spektakulært chemtrail i halen. Men en ny dag gryer (grelt og sygeligt) over bogverdenens nye udledninger!
Den prisbelønnede
Cheminovafabrikken ved Lemvig er superskurken over dem alle i dansk forureningshistorie. Den nylige debat hensætter naturligvis Kim Blæsbjergs roman ”De bedste familier” i et pludseligt kontroversielt lys, men ingen opremsning af samtidens forureningsromaner kan sidde den over. Et dybdegående, dystert og følsomt portræt af, hvordan fabrikken forgifter to familiers livsbaner, kroppe og relationer op gennem 50erne.
Den aktivistiske
Klamminova er også emnet i Malte Tellerups ”Spræng fabrikken” om tre unge aktivister, der ser rødt (eller grønt?) da en lokal businessmand får lukket deres økologiske jordbrug for at give plads til det vestjyske energieventyr Power-to-X. En lille, men eksplosiv udgivelse fra det revolutionære forlag OVO.
Den sublimt resignerede
Nath Krauses prisvindende digtsamling ”Trilogi”s tredje og afsluttende suite hedder ”De bedste familier spræng fabrikken” – så Cheminova melder sig igen! Her driver en fortæller rundt på den stærkt forurenede Harboøre Tange og får øje på skønheden i det forgiftede landskab, hvor rødkløverne blomstrer ovenpå giftdepoterne og ”Hårmyg stiger og daler i luften med underligt slappe, nedhængende ben”. Fortælleren lader til at finde ro i tanken om at naturen nok skal le sidst: ”Jord giv mig rødder. Den, der forlanger noget bedre af dig, hans gane skal du kildre med en gift, den stærkeste du har.” Amen, siger jorden, mens kviksølv og arsen fra de mere end 100 tons kemiaffald på tangen siver ned i grundvandet.
Den fantastiske
Japanske Yoko Tawadas ”Udsendingen” foregår i et dybt forurenet fremtids-Japan. Regeringen har lukket grænserne og styrer landet med ekstremt hård hånd, mens menneskene bliver … blødere og blødere. Forureningen har ødelagt børnenes evne til at optage calcium, hvorfor de kravler og triller rundt som tandløse bløddyr, der bliver madet og transporteret rundt af deres til sammenligning bomstærke oldeforældre. Alligevel er børnene glade, vise og med visse parapsykologiske evner …
Den besværgende
Hvad fanden skal man stille noget op mod den globale forureningstrussel? I Mette Moestrups nye digtsamling ”Butterfly Nebula” tyer hun til hvid magi i form af besværgelsen ”Habitathymnen”. Den er meget smuk og går på melodien til Thomas Aquinas ”Pange lingua gloriosi” (årets sommerhit 1260!). Koret starter sådan her:
Beskyt dette habitat mod / forureningsnæringsstof / mod vand- og vindbåret kvælstof / fra intensivt landbrug mod /fjerkræproduktionen tæt på / svinefabrikken tæt på /
Redaktionen kan ikke garantere en beskyttende effekt, men lover en smuk læseoplevelse.
