Den store imitator: På syfilisjagt i verdenslitteraturen

Tobak, kartofler, chokolade: som europæere har vi fået mangt og meget fra Christoffer Columbus’ rejse til den såkaldt ’nye verden’ i 1492-93. Med i goodiebag'en kom også en mere plagsom nyerhvervelse – og, muligvis, mere betydningsfuld: den spiralformede bakterie (spirokæt), Treponema Pallidum. Bakterien, som forårsager syfilis.  

Det tog kun et års tid, før Columbus’ souvenir havde udviklet sig fra pinagtig lidelse for enkelte sømænd til en epidemi i lys lue. Efter et par århundreder var hver tiende europæer inficeret; i hovedstæderne flere endnu – med digre konsekvenser for storbyens udsvævende kunstnermiljøer. Oscar Wilde? Yep. Dostojevskij? M-hm. Baudelaire? Bien sûr. Nietzsche, Heine, Keats, Tolstoj? Ja, ja, yes, da. Maupassant? Fra fødslen! Balzac? Officielt død af ”koffein-overdosis”.

Det er nemmere at lave en liste over kendte forfattere som ikke havde syfilis end omvendt – men alligevel fylder ondet forbavsende lidt i deres værker. Man kan gisne om mange grunde til det ud over den oplagte smitteskam: syfilis kan ligge skjult i kroppen i mange år, og dens symptomer kan være så mangeartede, at sygdommen er kendt som ’den store imitator’. Men mon ikke, der gemmer sig lidt mere syfilis i verdenslitteraturen end det syner ved første øjekast? I hypokondrien og den morbide kuriøsitets navn bringer Litterær Fluxus hermed meningsmands guide til at afsløre Den Store Imitator i tilsyneladende ubefængt litteratur. 
 

Skoldkopper – hvis De forstår … 

Syfilis har flere navne end selv det kæreste barn. Et af dem er The Great Pox (fordansket til ”pokker”, så når du siger ”pokker tage dig” til nogen, ønsker du vedkommende en gang syfi). The Small Pox er derimod de mindre moralsk belastede skoldkopper. Samme parløb mellem syfilis og skoldkopper findes på fransk, hvor det hedder La Grande og La Petite Vérole. Alt dette for at sige, at når en forfatter skriver om skoldkopper, bør den litterære syfilisdetektiv straks spidse øren. Den store franske naturalist Èmile Zola er kendt for romanen Nana, om en ung, smuk, grisk og y_d_e_r_s_t promiskuøs ung pige, der plejer omgang med det halve af Paris, indtil hun bukker under for … skoldkopper?

Var La Grande Vérole for skændigt for Zola? Næppe. Han var med egne ord så fattig, at han ofte levede af de spurve, der landede i vindueskarmen, og er berygtet for at skrive så skandaløst som muligt – gerne på baggrund af eget, ahem, feltarbejde. Zola var utvivlsomt velbekendt med syfilissens svøbe, men med den ærbare omskrivning opnåede han det bedste af to verdener. Som læsere ved vi inderst inde, at det nok er syfilis, Nana er smittet med, og kan gyse over dét – men som uskyldigt skoldkoppeoffer reddes hendes attråværdighed fra (for) grimme billeder på vores nethinde. Bogen kan således ægge lystent, men samtidig moralisere over utugtens farer. Pokkers smart!
 

Biperson-syndromet

Nana er ikke den eneste ”promiskuøse” hovedperson, der mod alle odds undgår at rage syfilis til sig. Moll Flanders, Fanny Hill, Kameliadamen og Madame Bovary går også fri, hvilket statistisk set er lige så sandsynligt som en nobelpris til Stephenie Meyer. Men de herrer forfatterne lader alligevel ikke deres (i visse tilfælde dyrekøbt personlige) viden om den franske syge gå til spilde. Man lader blot det hele gå ud over de stakkels bipersoner. Er det mon tilfældigt, at en blind tigger med tydelige tegn på tertiær syfi rumsterer i baggrunden af alle Fru Bovarys mest skæbnesvangre øjeblikke? Det er således også Nanas veninde, kurtisanen Satin (shout out til Moulin Rouge!) der bukker under for syfien. Samme historie i Balzacs ”Kusine Bette”, Defoes ”Roxana”; listen fortsætter. Med andre ord: Vil du spotte den lumske spirokætfyr i verdenslitteraturen, ret da lommelygte og spekulum mod bipersonerne!
 

Jacuzzi med saltkød og truende ”trækfugl”

She hath eaten up all her beef, and she is herself in the tub.” Vi er selvfølgelig alle med på, hvad Shakespeare mener, når hans gakkede sexkomedie Lige for lige beretter om en dame, som har spist alt kødet og er kravlet i bad. Hvis ikke: Det, Shakespeare så knibsk prøver at sige er naturligvis (skønt han ifølge bornerte britiske litterater ikke selv kan påvises som smittet på trods af hans værkers detaljerede indsigt i sygdommens forløb og symptomer, host host): damen har syfilis. En udbredt og håbløs 1600-talskur var nemlig en tur i badekar med kviksølvdamp. Læg dertil, at man dengang også brugte sin badebalje til at salte kød, og det hele går op på smukkeste, klammeste vis. 

Støder man på udtrykket ”bidt af en gås” eller generelt gåserelateret nonsens, er det også et stort rødblistret flag. En ”Winchester-gås” har nemlig været britisk slang for kvindelige sexarbejdere siden biskoppen af Winchester satte sig tungt på bordeldriften i det sydlige London i 1100-tallet, og et gåsebid blev senere synonym for en omgang ’bolle bruttissime’ (’slemme bumser’) som de kaldte det i Firenze. Lad os i den henseende henlede opmærksomheden på et digt af den pietistiske danske digter Zakarias Nielsen (en favorit i Indre Missions sangbøger) om at blive bidt af en gås (”Jeg tilstår ærlig, at lidt vims / jeg lettede på Sokken / men Gasen efter mig i Løb / raskt fulgt af Gaaseflokken”). Læs hele digtet på Kalliope.org og dan din egen mening, men hvis det ikke er en pietists gedulgte indrømmelse af et skæbnesvangert møde med en syndens kvinde, så ved vi snart ikke. 

Nu skulle De, kære læser, gerne være lidt bedre rustet til at afsløre den store imitator i Deres læsestof. Der findes naturligvis også enkelte værker som åbenlyst og i alle klamme detaljer skriver om syfilis, men dem må vi have til gode at udforske. Glæder De Dem ikke allerede?