Litteratur og lyrik

Hvad læser Kim Blæsbjerg?

Kim Blæsbjerg gæstede Christianshavns Bogfestival i Dansk Forfatterforenings lokaler d. 17.4.24 hvor han samtalte med Morten Findstrøm Herbst om romanen "De Bedste Familier". Vi har spurgt hvad Kim Blæsbjerg selv læser og hvad han vil anbefale til de københavnske læsere?

Af Tage Sørensen

Tags

Litteratur Christianshavns Bogfestival

Hvad læser du lige nu?

Jeg læser Malte Tellerups roman Mestrene om hans tid i håndboldsporten. Da jeg fik at vide, at min roman var indstillet til DR Romanprisen, satte min kone og jeg os for at læse de andre nominerede bøger. Mestrene er den sidste, jeg mangler. Alle romanerne er selvsagt gode, og det er Tellerups bog også.

Hvilke bøger har gjort størst indtryk på dig det seneste år og hvorfor?

Édouard Louis’ samlede forfatterskab, som jeg læste i ét stræk sidste forår. Fordi de bøger tilsammen har været en øjenåbner for et stof, jeg samtidig har haft let ved at identificere mig med. Bøgerne er skrevet i et klart og enkelt sprog og er helt blottet for ironi eller andre beskyttende filtre, hvilket jeg virkelig godt kan lide. Jeg er meget imponeret af, at han var i stand til at skrive sin debutbog, Færdig med Eddy Belleguele, i en alder af bare godt 20 år.

Kim Blæsbjerg. Foto: Lea Meilandt

Hvilke bøger anbefaler du altid andre at læse og hvorfor?

Tove Ditlevsens romaner og erindringsbøger. Én grund er nok, at vi bor lige her i Ditlevsens kvarter, og at hun på en måde altid er lidt nærværende. En anden grund er min bevidsthed om, at hendes forfatterskab var så længe om at blive anerkendt i visse dele af det litterære miljø - fordi hun stammede fra arbejderklassen, og fordi hun var kvinde. Den urimelighed har man lyst til at blive ved at gøre op med - også selvom hun nu for længst og logisk og fortjent har opnået klassikerstatus. En tredje og den vigtigste grund er, at de bedste af hendes bøger er mesterværker, der kan læses af alle.

Hvad læste du som barn – havde du en litterær helt?

Jeg slugte utallige Kim- og Jan-bøger og følte nok en behagelig tryghed ved gang på gang at dykke ned i de drengebogsuniverser. Men som stor dreng begyndte jeg at lede efter noget andet. Jeg tror, det var en bibliotekar på Lemvig Bibliotek, der foreslog mig at læse Leif Panduros Rend mig i traditionerne. Bogen var en øjenåbner for mig. Jeg faldt fuldstændig for humoren og galskaben og Panduros fortælleglæde. Fra jeg var 14, til jeg var 16, læste jeg det meste af Panduros forfatterskab. Så begyndte jeg i gymnasiet og fik en ny øjenåbnende oplevelse gennem mødet med Michael Strunges digte. Man kan godt sige, at det var det her ret umage makkerpar i min bevidsthed, Strunge og Panduro, der gav mig lysten til og håbet om selv at blive forfatter.

Hvilke forfattere synes du formår bedst at skildre store samfundsændringer i det helt nære perspektiv?

Jeg får lyst til at fremhæve amerikanske Don DeLillos store roman Underverden, som er en bog, jeg er vendt tilbage til flere gange. Bogen skildrer livet i USA i koldkrigstiden og har en lang prolog, som både er utrolig velskrevet og samtidig eksemplarisk for den litterære knytning mellem en persons lille historie og den store bagvedliggende samfundsfortælling. Prologen handler helt enkelt om en ung sort dreng, som det lykkes at snige sig ind på stadion til finalekampen i baseballmesterskabet 1951. Men sideløbende med at baseballkampen udspiller sig, og vi lærer den unge dreng at kende, bliver romanens store temaer – klasseskel, raceskel, koldkrigsangst, våbenkapløbet med russerne og politisk magtudøvelse – lagt frem gennem drengens observationer på stadion. Det er indlevende, nærværende og meget elegant skildret.