Boganmeldelse: De Magiske Møgunger
For de 9-12årige der har lyst til at lære en smule trylleri eller bare kunne bruge et grin.
Af Pernille Stage
De Magiske Møgunger
De Magiske Møgunger er en humoristisk fortælling fyldt med magi, spænding og familie, man selv kan vælge. Den er skrevet af Neil Patrick Harris, en amerikansk skuespiller og forfatter i 2017.
Bogen følger drengen Carter, som stikker af fra sin onkel og kommer til en lille landsby. Der møder han den lokale magiker og hans datter, der sammen med sine venner bliver kaldt "Møgungerne". Dem bliver Carter hurtigt venner med. Da tryllekunstneren B.B. Bosso kommer til byen, begynder problemerne at opstå og Carter spørger sig selv: Hvad kan en flok møgunger stille op mod et helt cirkus? Svaret er en hel del!
Genren er ovre i fantasy med action og mysterie drysset på. Det virker som en god højtlæsningsbog, men man kan sagtens læse den selv. De magiske Møgunger er især god til at udvide ordforråd, da en del af de "svære" ord bliver forklaret. Fortælleren er nemlig lidt sjov. Det er ikke Carter, der fortæller sin egen historie, det er en tryllekunstner, der taler direkte til læseren og man kan måske selv lære et trick eller tre.
Carter er en karakter, der er nem at elske. Han kæmper med udfordringer, mange børn kan genkende som bekymringen om ikke at passe ind. Han møder i løbet af historien en gruppe mennesker, hjælper ham med at falde til.
En masse forskellige karakterer bliver præsenteret, både hovedpersoner og bipersoner. For eksempel er Hr. Vernon og Hr. Vernon i et forhold. Jeg synes det er godt at minoriteter bliver repræsenteret.
Alt i alt var det en skøn læseoplevelse og jeg kan varmt anbefale De Magiske Møgunger til børn og barnlige sjæle (mit gæt er omkring 9-12 år) der har lyst til at lære en smule trylleri eller bare kunne bruge et grin.
Ellen 9.klasse, Ålholm skole