Anmeldelser og anbefalinger

Københavnernes favoritdigtere

Digte er perfekte til sommerlæsning. Her er københavnernes favoritdigtere lige nu.

Af Cæcilie Hjorth Pedersen

Digte kan beskrive følelser og tanker med få ord. Digte kan være eksperimenterende i sprog og form og virke som gåder, men de kan også være fortællende, hårdtslående og lige til. Et digt er ikke bare et digt. Der findes lige så mange forskellige typer digte som digtere og læsere. Digtsamlinger er perfekt sommerlæsning, hvis du vil tænke nye tanker og mærke sproget og livet. Dyk ned i de 20 mest udlånte digtsamlinger på Københavns Biblioteker lige nu. Vi kan godt afsløre at københavnerne er særligt glade for digtsamlinger, der har fokus på politik, identitet og menneskets rolle i verdenen.

Højdespringeren Glenn Bech og favoritten Caspar Eric

Københavnernes favoritdigter lige nu er med afstand Glenn Bech med sit lyriske kampskrift "Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet". Her retter han et kraftfuldt opråb mod klassesamfundet og mod uretfærdighed. Det er en bog for alle der interesserer sig for identitetspolitik og samfundsstrukturer. Blandt de tyve mest udlånte digtsamlinger på Københavns Biblioteker er der hele seks digtsamlinger af Caspar Eric, så man kan vist roligt kalde ham en københavnerfavorit. Caspar Eric er en mester i at forene det ærlige med det distanceret ironiske i sine bøger. Det er hans seneste digtsamling "Nye balancer" også et godt eksempel på. I bogen balancerer han forskellige formater, poesi og politik. Vil du gerne læse noget, der skubber dig ud af balance og sætter gang i tankerne, så er ”Nye balancer” for dig.

Se hele listen med de 20 mest udlånte digtsamlinger nedenfor: