Puppylove - den første forelskelse
Den første forelskelse er sjældent bare en lille forelskelse. Disse bøger handler om den særlige tid, hvor man stadig er ved at finde ud af, hvem man er, samtidig med at man forsøger at forstå, hvad kærlighed egentlig er.
Af Nana Nina Rosine Thejll Jakobsen
Ligesom Hotel Romantik og den modne, livskloge kærlighed er noget der optager os, er ungdommens uskyldige og kaotiske kærlighedsfortællinger stadig populære som aldrig før, og de tryllebinder alle generationer.
For nyligt faldt jeg selv i med arme og ben i filmatiseringen af ”The summer I turned pretty” og det fik mig til at tænke på, hvorfor det egentlig er, at man som voksen kan blive så opslugt af idéen om den første kærlighed. Er det længsel? Nostalgi? Usund hang til dramatik? Jeg kan jo huske hvordan jeg åd Tine Brylds ”Liv og Alexander” rådt som ung teenager, det store indtryk den slags historier om den første forelskelse, den første kærlighed – den første gang – gjorde på mig som helt ung. Det er jo universelle fortællinger om at finde sin plads i de voksnes verden - mens hormonerne flyver rundt og man er drønforvirret.
Og som med så meget romance er puppylove-undergenren jo også et studie i de store følelser - vel faktisk de største følelser, om end de første møder med kærligheden også er forbundet med kiksede og kaotiske oplevelser. Uanset hvad: Jeg er fan!
Jeg tror at voksnes hungren efter ungdommelig kærlighed i bøger og film handler om at mærke de store følelser (igen). Den første forelskelse er sjældent bare en lille forelskelse. Når man møder kærligheden for første gang, kan følelserne fylde alt – fra sommerfugle i maven og hemmelige blikke til jalousi, tvivl og hjertesorg. Herunder har jeg samlet flere bogtitler, som handler om den særlige tid, hvor man stadig er ved at finde ud af hvem man er, samtidig med at man forsøger at forstå, hvad kærlighed egentlig er.